Vilde vejkanter for insekternes skyld.

Entreprenørafdelingen rykker i den kommende tid ud for at trimme vejkanter og rabatter. Mange vejkanter får dog lov til at stå vilde af hensyn til biodiversiteten og insekterne.

Nu begynder sæsonen for at slå græs og beskære grøfter, vejkanter og rabatter. 

Entreprenørafdelingen kommer rundt i hele kommunen, og fokus er især på områder omkring skilte og vejkryds, hvor der er brug for gode oversigtsforhold af hensyn til trafiksikkerheden.

For år tilbage fik alle vejkanter og rabatter den store tur med græsklipperen, men de seneste år har vi gjort det på en ny måde i Skanderborg Kommune. 

Mange vejkanter og rabatter får lov til at stå, som de er, hvis ikke væksten generer fodgængere, cyklister eller bilister. 

Ved at undlade at slå vejkanterne i foråret kan man nemlig fremme biodiversiteten og give bedre levevilkår for insekter.

Et af de steder er Emborgvej uden for Ry. 

– Noget af det, vi gerne vil fremme i vores vejkanter, er en masse af vores vilde danske blomster. Her på Emborgvej kan vi f.eks. se, at Kornet Stenbræk og Engelskgræs vokser frem. Og der er meget andet på vej. Det giver pollen og nektar til bier og andre insekter, siger Kim Aaen, biolog i Skanderborg Kommune. 

En urokse er bøvlet i vejkanten

Kan man ikke bare helt lade være med at slå græsset i vejkanterne, sidder du måske og tænker. 

Svaret er nej, og det er der både en trafiksikkerhedsmæssig og biologisk forklaring på. 

– Det er utrygt og usikkert at køre ud i et kryds, hvis højt græs hæmmer ens udsyn. Derfor skal vi klippe af hensyn til trafiksikkerheden, men vi gør det så skånsomt og nænsomt som muligt, siger entreprenørchef Jens-Erik Dengsøe. 

Samtidig er der brug for at slå vejkanter og grøfter en gang imellem for at holde det lysåbent. Græs er den stærke dreng i klassen, som vil kanøfle mange af de vilde blomster, hvis ikke det bliver holdt nede engang imellem.  

– Vores natur er udviklet sammen med en masse store græssende dyr, som roder op i vegetationen, og det giver gode vækstmuligheder for de vilde blomster. Det er lidt bøvlet at have sådan en urokse til at gå i vores vejkanter, så derfor bruger vi maskiner til det. Vi slår græsset i efteråret, altså uden for blomstringssæsonen, siger Kim Aaen.

Skanderborg Kommune har ca. 700 km. kommunale veje. 

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *