Vendsyssel FF kan meddele, at klubben har ansat Néstor Rodríguez som ny cheftræner for førsteholdet. Den 43-årige spansk-colombianske træner har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2027.
Det nuværende trænerteam fortsætter uændret, og Néstor havde i dag sin første træning med holdet.
”Vi er glade for at have Néstor her hos os. Vi tror på, at han er den rette person til dette projekt, og vi forstår, hvor vigtig hans baggrund er. De idéer, han har, vil hjælpe os med at få holdet til at spille bedre.” udtaler sportslig leder Eduardo Zapata
Néstor Rodríguez kommer fra Spanien, hvor han senest har arbejdet med ungdomsudvikling i Getafe CF og som metodologidirektør i Shenzhen FC i Kina. Han har tidligere stået i spidsen for flere klubber i Colombia, herunder Águilas Doradas, Cortuluá og senest Bogotá FC.
“Jeg er en krævende og disciplineret træner, men jeg ønsker samtidig at være tæt på spillerne. Jeg mener, at fodboldspillere skal føle sig levende og nyde hvert øjeblik på banen og give fansene mulighed for at nyde hver eneste kamp.
Mit hold skal være dominerende på bolden, men også vise stor defensiv disciplin og arbejdsomhed for at bevare balancen i alle spillets faser.
For mig er dette en værdifuld mulighed for at sætte Colombia i et godt lys, og jeg er meget glad for at kunne skabe en unik arbejdsgruppe, der forener latinamerikansk passion med europæisk erfaring.” Udtaler Néstor Rodríguez
Hans første kamp som cheftræner bliver på hjemmebane fredag den 10. oktober 2025. Hvor Næstved BK gæster Nord Energi Arena.
