Når et barn bliver tvangsbortadopteret, er det ofte med henvisning til “barnets tarv” Staten og myndighederne vurdere, at barnet ikke vil kunne få en tryg og stabil opvækst hos de biologiske forældre. Derfor fjernes barnet permanent, uden kontakt til sin oprindelige familie. på papiret er dette for at sikre barnet en bedre fremtid. Men spørgsmålet er: er det virkelig altid barnets bedste? eller er vi som samfund begyndt at vælge den nemme løsning frem for den menneskelige?
Manglende støtte til familier
Kritikere peger på, at alt for mange familier ikke får reel støtte, før beslutningen om tvangsbortadoption træffes. Forældre der kæmper med sociale, psykiske eller økonomiske udfordringer, har ofte brug for hjælp – ikke straf. men i stedet for en tidlig indsats, pædagogisk støtte og familie behandling, ender sagen ofte i systemets mest drastiske løsning: Adoption uden samtykke. når et barn først er bortadopteret, er det et definitivt brud. der er ingen ret til samvær, ingen ret til genforening – selv ikke hvis forældrene senere i livet får styr på deres liv. det er en afgørelse der ændre alt, og som ikke kan laves om igen.
Barnets tarv – men hvad definere det
Barnets tarv bliver ofte brugt som moralsk skjold, men begrebet er komplekst, for hvad betyder der egentlig at handle i barnets tarv? Er det udelukkende et spørgsmål om tryghed, mad og stabilitet? eller handler det også om identitet, tilknytning og rødder? Mange eksperter og voksne adopterede plejer på at barnet har et grundlæggende behov for at kende sin baggrund. uanset hvor kærligt et adaptivhjem er, kan der opstå en dyb længsel og forvirring over, hvor man kommer fra og hvorfor man er blevet fjernet. At vokse op uden svar kan skabe psykiske ar, som først viser sig
Etisk dilemma
Det etiske dilemma ligger mellem barnets ret til beskyttelse og familiernes ret til støtte og håb. På den ene side kan samfundet ikke vende det blinde øje til, når børn lever i svigt. på den anden side er det dybt problematisk, hvis man begynder at bruge adoption som en hurtig løsning, fordi systemet ikke har ressourcer eller tid til at støtte familierne ordentligt. Når man vælger tvangsbortadoption, siger man i praksis “Du får ikke en chance til” Det rejser spørgsmålet om vi som samfund stadig tror på forandring og tilgivelse? eller om vi blot tror på kontrol og effektivitet.?
Er barnets lov god for vores børn?
Den nye barnets lov, der trådte i kraft for at styrke barnets rettigheder, har skabt debat. Den skal sikre at barnet altid står i centrum. men flere frygter at loven i praksis giver staten mere magt til at fjerne børn hurtigere. Hvis man virkelig ønsker at sætte barnet i centrum, bør man starte med at støtte familien, inden den bryder sammen. Et barn har ret til en tryg opvækst – men også til sin historie, sine rødder og en chance for at vide hvor barnet kommer fra.
En balance vi skylder at finde
Ingen ønsker at børn skal lide. men vi må spørge os selv om tvangsbortadoption er det bedste valg – eller blot det nemmeste? Vi skylder både børn og forældre at kæmpe for hjælp før adskillelse. For når et barn mister kontakten til sine rødder, mister det også en del af sig selv. og et samfund der vænner sig til det mister en del af sin menneskelighed.
