Østjyllands Politi rykkede torsdag kl. 18.46 ud til en adresse i Hammel, hvor to ældre kvinder var blevet fundet døde. De to kvinder er i familie med hinanden og boede i samme hjem.
Der er p.t. ikke noget, der peger på, at de to kvinder har været udsat for en kriminel handling, men da dødsårsagen endnu er ukendt, og det er uklart, hvad der præcist er sket, arbejder politiet videre med sagen. Blandt andet skal der foretages en obduktion, som skal afklare dødsårsagen.
På nuværende tidspunkt ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere om sagen.
