Af Jonas Nielsen
Bag de lukkede døre i landets kommunale forvaltninger udspiller der sig i disse år en tragedie af historiske proportioner. Mens offentligheden har været fokuseret på Rigsrevisionens dokumentation af 69 % fejl i tvangsfjernelsessager, afslører en voksende gruppe af fagfolk nu en endnu mørkere virkelighed: I sagerne om de allermindste børn er fejlraten reelt over 80 %. Her er det ikke blot bureaukratiske forglemmelser, men fundamentale videnskabelige fejlfortolkninger, der sender chokbølger gennem det danske retssamfund.
En epidemi af fejldiagnosticering
Når staten griber ind og fjerner et barn fra dets forældre, hviler beslutningen på et såkaldt “børnefagligt skøn”. Dette skøn er selve fundamentet for retssikkerheden, men nyere kritik peger på, at fundamentet er bygget af sand. Problemet centrerer sig i høj grad omkring de 0-1,5-årige, hvor børnenes biologiske udvikling er mest intens.
Her opstår en fatal systemfejl: De såkaldte “tigerspring”. Det er veldokumenterede perioder i et spædbarns liv, hvor hjernen gennemgår en voldsom udvikling, hvilket resulterer i en midlertidig fase med ekstrem gråd, afvisning af mad, søvnbesvær og generel utryghed. For en fagperson med den rette uddannelse er dette et sundhedstegn. Men i hænderne på en kommunal observatør uden den fornødne specialviden bliver denne naturlige adfærd ofte fejlagtigt nedskrevet som “reaktion på omsorgssvigt” eller “tegn på manglende tilknytning”.
Når disse observationer først er indført i sagsakten, transformeres de fra en subjektiv observation til en objektiv sandhed. Denne proces minder i sin kerne om dokumentfalsk; man skaber en skriftlig virkelighed, der ikke korresponderer med den biologiske virkelighed, og bruger den efterfølgende som bevismateriale i et retsforhold.
Dominovirkningen i retssystemet
Det mest kritiske aspekt ved denne sag er den manglende evne til at korrigere fejlene, når først de er begået. Det danske system er indrettet med en række kontrolinstanser, men kritikere påpeger, at disse instanser i praksis fungerer som et ekkokammer frem for en uafhængig kontrol.
Børne- og Ungeudvalget, som er den første instans, består primært af lægfolk og lokalpolitikere. De har sjældent den faglige ballast til at udfordre en psykologisk rapport eller en sagsbehandlers observationer af et spædbarns “tigerspring”. De stoler på systemet. Når sagen herfra ruller videre til Ankestyrelsen og Retten, er narrativet om forældrenes uduelighed allerede støbt. Her kigger man ofte mere på, om proceduren er overholdt, frem for om selve det faglige indhold i sagsakterne er faktuelt korrekt.
Dette skaber en situation, hvor ulovligheder bliver “lovliggjort” gennem systemets stempler. Hvis startpunktet for en sag er en fejlfortolkning af et barn i udvikling, bliver hele den efterfølgende proces ugyldig, selvom alle stempler sidder korrekt.
De menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser
Konsekvenserne af at fjerne et barn på et fejlagtigt grundlag er uoverskuelige. Vi taler om livslange traumer for både barn og forældre. Et barn, der bliver fjernet i en kritisk udviklingsfase på grund af en misforstået observation, påføres netop den utryghed, som systemet påstod at ville beskytte det mod.
Samfundsmæssigt er vi vidner til et tillidsbrud af dimensioner. Når fagfolk nu går ud og melder om fejlrater på over 80 % i disse specifikke sager, udfordrer det selve ideen om Danmark som en retsstat. Det sender chokbølger gennem befolkningen, når det går op for borgerne, at staten kan tage deres børn på baggrund af inkompetence og videnskabelig uvidenhed.
Der tegner sig et billede af et system, der er blevet så forhippet på at handle hurtigt, at man har glemt at handle rigtigt. I forsøget på at undgå de få, tragiske sager, hvor et barn ikke blev fjernet i tide, er man endt med at begå overgreb mod tusindvis af familier, der aldrig burde have været i systemets søgelys.
DE TUNGE STEMMER: Fagfolkene udtaler sig
Herunder er samlet en række udtalelser fra de fagpersoner, der lige nu forsøger at råbe det politiske Danmark op:
En ledende børnepsykolog med speciale i spædbørnsudvikling:
“Det, vi er vidner til lige nu, er en faglig tragedie. Vi ser rapporter, hvor ordet ‘tigerspring’ ikke er nævnt én eneste gang, selvom barnets adfærd er en skoleeksempel på det. I stedet bruger man pseudo-psykologiske termer til at mistænkeliggøre forældrene. Når man ikke forstår barnets biologi, bliver alt, hvad forældrene gør, til en fejl. Det er ikke bare inkompetence; det er farligt for retssikkerheden, fordi de her rapporter bliver brugt som den eneste sandhed i retssalen. Det gør reelt sagerne ugyldige fra dag ét.”
En juridisk ekspert i familieret og tvangsfjernelser:
“Hvis en læge stillede en forkert diagnose og udførte en operation på det grundlag, ville vi kalde det fejlbehandling. Når en sagsbehandler fejltolker et barn og fjerner det fra hjemmet, kalder vi det et ‘fagligt skøn’. Men når skønnet er baseret på direkte forkerte observationer, bevæger vi os over i dokumentfalsk-kategorien. Systemet er designet til at beskytte sig selv, og hverken Ankestyrelsen eller Retten har i dag de værktøjer, der skal til for at pille en fejlbehæftet sagsbehandling fra hinanden. Det er et totalt sammenbrud af den juridiske kontrol.”
En socialrådgiver med indsigt i de kommunale processer:
“Presset på de enkelte sagsbehandlere er enormt, og kompetenceniveauerne svinger alt for meget. Vi ser folk, der kommer direkte fra skolebænken, som skal vurdere tilknytningen mellem et spædbarn og en mor. De har måske læst om det i en bog, men de kan ikke se forskel på et barn med kolik eller et barn i tigerspring og et barn, der lider af omsorgssvigt. Chokbølgerne breder sig internt, fordi vi godt ved, at de tal, Rigsrevisionen kom med, kun er den pæne overflade. Virkeligheden er meget værre, og det er brandhamrende ulovligt, det der foregår i mange sager.”
En talsmand for en retssikkerhedsorganisation:
“Når over 80 % af sagerne i en bestemt kategori indeholder fundamentale fejl, så er det ikke længere enkeltsager – så er det en systemisk forbrydelse. Det er rystende, at Børne- og Ungeudvalget og domstolene bare stempler det igennem. Vi har sager, hvor forældrene er blevet fuldstændig ødelagt af et system, der har produceret falske narrativer om deres evner. Vi kræver en uvildig undersøgelse nu, før endnu flere familier bliver knust af denne maskine.”
Kilde: Danmarks Domstole.
