Efter to velbesøgte og hyggelige arrangementer fortsætter streetfood festivalen for tredje år i streg succesen. Fra den 28.-30. august danner Birketorvet i Grindsted ramme for et kulinarisk slaraffenland af musik, mad og aktiviteter.

Opbakningen var stor til sidste års Streetfood Festival
Når 18. udgave af Grindsted Festuge begynder d. 20. august, bliver det igen med streetfood festival på programmet. Her vil Grindsted bymidte blive fyldt med madboder, musik, underholdning og hygge for hele familien.
Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune, glæder sig til at deltage i festivalen:
”Jeg var der sidste år, og det var en sand fornøjelse. Vejret var dejligt, madboderne var fyldte, og jeg oplevede en kæmpe opbakning til arrangementet fra en masse gode mennesker”, siger Stephanie Storbank og uddyber:”Som borgmester er jeg meget stolt af, at fællesskabet i Billund Kommune står så stærkt”.
Smagsoplevelser fra nær og fjern
Til Grindsted Streetfood Festival kan gæsterne opleve smagsoplevelser fra hele verden med blandt andet kinesiske og filippinske specialiteter, bowls, burgere, wraps, burritos, quesadillas, shawarma og ostebaguettes. Derudover byder festivalen på søde fristelser som hjemmelavet is, vafler, bubbletea, iskaffe, slush ice og popcorn.
Pladsen på Birketorvet åbner fredag kl. 16.00 og er åbent indtil kl. 23.00. Lørdag er pladsen åben fra kl. 10.00-23.00. Søndag er åbningstiden 09.30-19.00
Street Food Grindsted // Grindsted Hygger er støttet af Billund Kommunes brandingpulje og arrangeres af Event Production i samarbejde med Grindsted festuge og Grindsted handel. Arrangementet skal bidrage til et aktivt byliv og skabe gode oplevelser for både borgere og besøgende i Grindsted bymidte.
Læs mere om programmet her: Grindsted Hygger – Streetfood festival | Facebook
Fakta: Sådan påvirkes trafikken af streetfood festival
I perioden fra torsdag den 27. august til og med mandag den 31. august vil dele af Grindsted midtby være afspærret på grund af streetfood festivalen.
Selve festivalen finder sted fredag, lørdag og søndag, men på grund af opsætning og nedtagning, vil dele af midtbyen være afspærret allerede fra om morgenen, torsdag den 27. August.
Afspærringer fra torsdag den 27. august kl. 05.00 til mandag den 31. august kl. 18.00:
- Birketorv: Afspærres uden mulighed for færdsel.
- Borgergade: Hele Borgergade frem til Apotekertorvet afspærres.
- Kastanie Allé: Ensretningen ophæves i ovenstående tidsrum.
Afspærringer fra torsdag den 27. august kl. 05.00 til søndag den 30. august kl. 23:59:
- Nørregade: Afspærres frem til Skolegade/Nørre Torv. Udkørsel fra Skolegade er muligt.
- Vestergade: Afspærres uden mulighed for indkørsel ved Smutten.
For nærmere info om afspærringer mv: www.billund.dk/streetfood
Programmet til Grindsted festuge: Grindsted Festuge
