Fredag aften kl. 20.12 kontaktede en anmelder Politiet og forklarede, at han netop havde set to mistænkelige personer inde i et hus på Miltonsvej i Højbjerg. Anmelderen holdt øje med de to mistænkelige personer, men inden patruljerne ankom løb personerne fra stedet. Anmelderen var dog yderst opmærksom og fortsatte med at holde øje med personerne. Da patruljen ankom, kunne anmelderen derfor forklare politipatruljen, i hvilken retning de mistænkelige personer var løbet.
Patruljerne foretog kort efter anholdelse af to mænd på henholdsvis 26 og 24 år. Begge mænd blev anholdt på en nærliggende adresse. På adressen blev der fundet smykker og andre genstande, som alle kunne fastlægges til adressen på Miltonsvej.
Begge mænd blev taget med til Politigården i Aarhus, hvor de blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
