Østjyllands Politi søger vidner eller personer, der evt. kan være i besiddelse af videoovervågning, i forbindelse med et overfald på en 22-årig kvinde i Risskov natten til den 12. juli.
Natten til den 12. juli kl. 02.20 kom en 22-årig kvinde gående ad Rolighedsvej i Risskov. Kvinden talte i telefon, men lagde i krydset ved Solbakken og Rolighedsvej mærke til en mand, der kiggede over busken. Da kvinden drejede ind på Solbakken, kom manden løbende ud fra en lille sti mellem buskene i høj fart mod kvinden. Manden væltede kvinden ned på jorden og befølte hende. Kvinden råbte højt efter hjælp og der blev råbt til hende fra telefonen, og gerningsmanden rejste sig, tog kvindes taske og løb væk af samme sti, han var kommet fra.
Gerningsmanden beskrives som:
- Mand
- Brun hudfarve
- 180 cm
- Almindelig kropsbygning
- Kort, mørkt hår
- Store/ udstående øjne
- Iført løs mørkegrå hættetrøje og mørke bukser
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med alle, der kan have set manden eller have andre informationer om manden eller hans færden. Politiet er især interesserede i evt. videoovervågning fra biler eller huse i området.
Tasken, som kvinden fik stjålet, var en brun taske med krokodillemønster. Hvis nogen ser eller har set den efterladt et sted, er politiet også meget interesserede i oplysninger om den.
Kontakt Østjyllands Politi på tlf. 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.
