Af Caroline Jensen
Bag Familieretshusets lukkede døre udspiller der sig lige nu en tragedie af ufattelige dimensioner. Det, der skulle være barnets ultimative værn mod overgreb og uretfærdighed, er forvandlet til en uigennemtrængelig fæstning af inhabilitet, magtmisbrug og iskold ligegyldighed. Mens beviser for vold og indespærring bliver ignoreret, sidder embedsmænd med personlige bånd til voldsudøverne og dikterer børns skæbne.
Forestil dig et scenarie, hvor retfærdigheden ikke blot er blind, men bevidst kigger den anden vej. Forestil dig at stå med din forslåede søn i hænderne, med billeder af blå mærker og beretninger om indespærring i et drivhus, blot for at blive mødt af en iskold fuldmægtig, der nægter overhovedet at kigge på dokumentationen. Dette er ikke et mareridt fra en fjern fortid; det er virkeligheden for familier fanget i Familieretshusets nådesløse maskineri.
En korrupt alliance? Inhabilitet i hjertet af systemet
Det mest rystende element i denne sag er de tætte, næsten incestuøse bånd mellem myndighedens ansatte og de familier, de skal dømme i. I sager efter Forældreansvarslovens § 7, hvor indsatsen er barnets liv og trivsel, er kravet om total neutralitet ikke blot en formalitet – det er selve fundamentet for retssikkerheden.
Alligevel findes der videodokumentation, som sender chokbølger gennem enhver, der ser den. Videoer, der viser socialrådgivere og fuldmægtige i private sammenhænge med familiemedlemmer til en part i en sag. At de samme personer efterfølgende tildeles sagsbehandlingen, grænser til det kriminelle. Vi taler her om seriøs og alvorlig inhabilitet, hvor de personlige relationer trumfer barnets tarv. Det er en direkte hån mod lovgivningen og en systematisk nedbrydning af det danske demokrati.
Barnets skrig dør i sagsmappen
Hvad sker der, når en myndighedsperson bevidst vælger at ignorere vold? Beretningerne om børn, der er blevet udsat for vold og efterladt indespærret som dyr i et drivhus af den ene forældres familie, er hjerteskærende. Men endnu mere skræmmende er Familieretshusets respons. Når en fuldmægtig nægter at se fotos af skaderne, begår vedkommende et svigt af historiske proportioner.
I stedet for at aktivere de akutte beskyttelsesmekanismer, vælger man at belønne den voldelige part. Ved at tildele den midlertidige forældremyndighed til en familie med dokumenterede voldstendenser, gør staten sig reelt set til medskyldig i de fortsatte overgreb. Det er embedsmisbrug i sin mest kyniske form – en proces, hvor papirarbejde og interne alliancer vægtes højere end et barns fysiske sikkerhed.
Muren af tavshed
Når fejlene bliver påpeget, og når forældre i desperation forsøger at råbe ledelsen op, bliver de mødt af en mur af tavshed. Familieretshuset har tilsyneladende valgt en strategi af total passivitet. De svarer ikke på henvendelser, de anerkender ikke deres egne fejl, og de nægter at forholde sig til den dokumenterede inhabilitet.
Dette er ikke blot dårlig service; det er et bevidst forsøg på at køre de svageste parter trætte. Ved at parkere sagerne i et bureaukratisk tomrum uden svar, sikrer man, at sandheden aldrig ser dagens lys, og at de inhabile medarbejdere kan fortsætte deres ulovlige praksis uforstyrret. Det er en magtfuldkommenhed, der hører hjemme i et diktatur, ikke i et retssamfund.
“Et totalt sammenbrud”: Fagfolk råber vagt i gevær
Vi har præsenteret sagens omstændigheder for en række uafhængige eksperter. Deres dom er ikke til at tage fejl af:
Professor i forvaltningsret:
“Det, der beskrives her, er intet mindre end et totalt sammenbrud af de forvaltningsretlige principper. Inhabilitet jf. Forvaltningsloven § 3 er ikke til diskussion; hvis der findes videoer af tætte relationer, skal de pågældende fjernes øjeblikkeligt. At en fuldmægtig desuden nægter at inddrage relevante beviser som fotos af vold, er en grov tilsidesættelse af undersøgelsespligten. Det kan i yderste konsekvens føre til et personligt strafansvar for de involverede embedsmænd for grov pligtforsømmelse og misbrug af deres stilling til skade for borgerne.”
Børneadvokat med 20 års erfaring:
“Jeg har sjældent hørt om noget så grelt. Familieretshuset er forpligtet til at reagere prompte ved den mindste mistanke om vold. At tildele forældremyndigheden til en part, hvor familien udøver vold, modsat de foreliggende beviser, er direkte livsfarligt for barnet. Systemet er her gået fra at være en beskytter til at være en aggressor. Det er min klare anbefaling, at sådanne sager straks indbringes for Folketingets Ombudsmand og politianmeldes som embedsmisbrug. Vi kan ikke acceptere, at børn ofres på grund af embedsmænds private dagsordener.”
Socialfaglig konsulent og tidligere sagsbehandler:
“Når en myndighed stopper med at svare på henvendelser i så alvorlige sager, er det et tegn på en syg organisationskultur. Man forsøger at dække over fejl frem for at rette dem. At ignorere beviser for indespærring og fysisk vold er et svigt af den sociale retssikkerhed, der ikke kan overvurderes. Disse børn bliver efterladt i et tomrum, hvor deres stemme bliver kvalt af dem, der er betalt for at lytte. Det kræver en uvildig undersøgelse udefra, da systemet tydeligvis ikke længere er i stand til at føre tilsyn med sig selv.”
Kriminalretslig ekspert:
“Vi skal kalde det, hvad det er: Potentielt embedsmisbrug. Hvis en fuldmægtig bevidst favoriserer en part på grund af personlige relationer og samtidig undertrykker bevisbyrden for kriminalitet (vold mod børn), bevæger vi os ind på straffelovens område. Myndighedspassivitet i denne skala er ikke bare uduelighed – det er en aktiv handling, der beskytter voldsmænd og straffer ofrene. Det er en skamplet på det danske retssystem.”
Kilde: Berlingske, DK Nyt, Alttinget
