Mave- og tarmkræft: Forretningsudvalg beder direktionen give en foreløbig ledelsesmæssig vurdering om ansvar.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland ser med stor alvor på sagen om mave- og tarmkræft.

På et møde i dag bad Forretningsudvalget direktionen give en foreløbig ledelsesmæssig vurdering af den verserende sag om mave- og tarmkræft på Aarhus Universitetshospital. Vurderingen skal være klar til 1. maj og blandt andet beskrive, om der på det nuværende grundlag bør tages ledelsesmæssige konsekvenser.

Tilbagemeldingen fra direktionen bliver drøftet på et ekstraordinært møde i Forretningsudvalget 1. maj.

– Forretningsudvalget ser med stor alvor på denne sag. Vi skal naturligvis efterleve gældende lovgivning, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Herudover var der i Forretningsudvalget enighed om at arbejde videre med den syv-punktsplan, som Regionsrådet drøftede kort før påske. Planen rummer blandt andet en kerneårsagsanalyse, der skal afdække årsagerne til, at så mange patienter kunne opleve overskridelser af de maksimale ventetider, uden at der var tilstrækkeligt fokus på det.

Forretningsudvalget afventer desuden svar fra Aarhus Universitetshospital på en række spørgsmål, der er foranlediget af de sidste to dages presseomtale.

Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *