Af Christoffer Hansen PPD Produktion Danmark
Både kommuner og mor-barn-hjem svigter i dag officialprincippet, når de skal vurdere spæd- og småbørns trivsel. Manglen på basal viden om børns naturlige udviklingskriser – de såkaldte tigerspring – betyder, at helt normale biologiske reaktioner fejlfortolkes som tegn på omsorgssvigt. Konsekvensen er fatal: alvorlige procedurefejl og uberettigede anbringelser.
Når en kommune overvejer at anbringe et barn, eller når en sårbar familie visiteres til et ophold på et mor-barn-hjem (familieinstitution), er myndighederne underlagt et af de vigtigste principper i dansk forvaltningsret: officialprincippet. Ifølge Folketingets Ombudsmand dikterer dette princip, at en sag skal være fuldstændig og tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes en afgørelse.
Men i praksis er der et enormt, fagligt sort hul. Systemet overser i stigende grad barnets egen biologiske og psykologiske udvikling. Når spædbørn og småbørn rammer de naturlige, medfødte udviklingsfaser – i folkemunde kendt som tigerspring – ændrer deres adfærd sig markant. De græder mere, søger ekstremt meget tryghed, sover dårligt og kan virke utrøstelige.
Hvor en erfaren sundhedsplejerske ville genkende dette som et sundt tegn på, at barnets hjerne udvikler sig, bliver adfærden i systemets øjne ofte vendt mod moderen.
Fejlfortolkninger på mor-barn-hjemmene
Problemet stopper ikke ved kommunens skriveborde. Det trækker dybe spor ind på landets mor-barn-hjem, hvor mødre og børn indlægges til observation. Formålet med disse ophold er at vurdere moderens omsorgsevne, men observationerne lider ofte under en fundamental mangel på udviklingspsykologisk indsigt.
Når et barn under et ophold rammer en udviklingsfase og bliver uroligt, tolkes det sjældent som en biologisk selvfølge. I stedet rettes blikket mod moderen:
- Barnets uro udlægges som et tegn på, at moderen stresser barnet.
- Barnets søvnbesvær tolkes som manglende struktur i hjemmet.
- Barnets øgede gråd og behov for konstant kropskontakt udlægges som en ”utryg tilknytning” eller tegn på mistrivsel.
Fordi personalet ikke inddrager barnets specifikke udviklingstrin i deres observationer, bliver grundlaget for de endelige forældrekompetenceundersøgelser og observationsrapporter dybt fejlbehæftede.
Alvorlige procedurefejl og fatale konsekvenser
Når normale biologiske reaktioner diagnosticeres som patologiske (sygelige) tegn på omsorgssvigt, falder officialprincippet på gulvet. Som det fremgår af Lovguidens praksisoversigt om officialprincippet, er princippet en garantiforskrift. Tilsidesættelse eller utilstrækkelig oplysning betyder, at afgørelsen i værste fald er juridisk ugyldig.
Dette fører til alvorlige procedurefejl, hvor myndighederne træffer afgørelser på et falsk grundlag. Konsekvensen er den værst tænkelige inden for det sociale område: fejlagtige og uberettigede anbringelser, hvor spædbørn fjernes fra velfungerende mødre, blot fordi systemet ikke forstod barnets naturlige udviklingssprog.
Fagfolk advarer: Systemet mangler basal børneindsigt
Kritikken vinder også genklang blandt eksperter på området, som oplever konsekvenserne af de mangelfulde undersøgelser tæt på.
“Vi ser desværre for ofte, at forvaltningsretlige afgørelser læner sig op ad observationsrapporter, der fuldstændig udelader barnets almene udviklingspsykologi,” fortæller socialrådgiver og konsulent i børnesager, Signe Andersen. “Når et spædbarns uro under et mor-barn-ophold konsekvent tilskrives moderens manglende omsorgsevne frem for en velkendt udviklingsfase, så har vi at gøre med et klart brud på officialprincippet. Sagen er simpelthen ikke oplyst korrekt.”
Også fra et børnepsykologisk perspektiv vækker tendensen stor bekymring. Børnepsykolog med speciale i spædbørns tilknytning, Christian Jensen, understreger vigtigheden af, at professionelle kan skelne mellem kriser og reelt omsorgssvigt:
“Det, forældre kalder tigerspring, handler dybest set om neurologiske ryk, hvor barnets verden ændrer sig markant på kort tid. Det skaber midlertidig angst og utrøstelig gråd hos barnet. Hvis personalet på familieinstitutioner tolker denne adfærd som et relationelt svigt fra moderens side, begår de en faglig fejlkatastrofe. Vi er nødt til at måle en moders kompetencer på, hvordan hun støtter og rummer barnet under disse biologiske spring – ikke straffe hende for, at barnet reagerer naturligt.”
Der er akut behov for, at både de kommunale sagsbehandlere og personalet på landets familieinstitutioner uddannes til at skelne mellem reelt omsorgssvigt og de midlertidige, svære kriser, der hører med til et barns sunde opvækst.
Kilde: Folketinget, ombudsmanden
