Mandag kl. 19.07 kom en patrulje kørende ad Århusvej lige uden for Tirstrup, da de blev opmærksomme på en bil, som kom kørende i den modsatte vejbane i vestgående retning.
Ved opslag i politiets systemer kunne betjentene se, at bilens ejer ikke havde erhvervet kørekort, og de besluttede derfor at standse og kontrollere bil og fører. Betjentene henvendte sig til bilens fører, som var en 21-årig mand, der også var bilens ejer, og som ganske rigtigt kunne fortælle, at han ikke havde erhvervet kørekort.
Den 21-årige blev derfor sigtet for kørsel uden førerret og sat ind bag i patruljevognen, mens betjenten kørte hans bil frem til en nærliggende parkeringsplads.
Her afslørede endnu et opslag i systemerne – denne gang på føreren – at det var fjerde gang, den 21-årige blev sigtet for kørsel uden førerret. Bilen blev derfor beslaglagt med henblik på konfiskation.
