FC Fredericia har forlænget aftalen med Christian Ege, der dermed fortsætter som assistenttræner i klubben frem til 30. juni 2028.
Christian Ege er en markant skikkelse i FC Fredericias historie. Som spiller repræsenterede han klubben i mere end et årti, rundede over 300 kampe i den røde trøje og bar anførerbindet gennem flere sæsoner. På banen var han indbegrebet af lederskab, ansvar og klubidentitet som også er værdier han i dag har taget med sig ind i trænergerningen. ( artiklen fortsætter efter billedet)

Siden sin tilbagevenden til FC Fredericia som assistenttræner har Ege vist sig som en klar forstærkning af trænerstaben.
– Udover at Christian er en af de helt store personligheder i klubbens hverdag og historie, så er vi først og fremmest meget glade for at have forlænget med Christian, fordi han har vist sig at være en markant forstærkning af vores trænerteam og er både yderst kompetent og professionel i sit arbejde, siger direktør og sportsligt ansvarlig Stig Pedersen.
– Sammen med Michael Hansen og det øvrige team har Christian været med til at levere nogle historisk flotte resultater, siden han vendte tilbage til FC Fredericia. Efter min mening er han et stort trænertalent med meget stærke faglige kompetencer, og jeg ser et stort potentiale og en stor fremtid for ham inden for trænergerningen, slutter Stig Pedersen af.
For Christian Ege selv er forlængelsen tæt forbundet med både følelser, relationer og troen på det fælles projekt.
– Jeg er virkelig glad for at forlænge med en klub, der har betydet, og betyder, utrolig meget for mig. At være en del af FC Fredericia på nuværende tidspunkt og af den udvikling, der er sket den seneste tid, har været helt enestående, siger Christian Ege.
– Jeg ser enormt meget frem til at fortsætte det tætte samarbejde med de mennesker, jeg arbejder sammen med til dagligt, især trænerstaben og spillerne. Det er mennesker, jeg føler en stærk tilknytning til og elsker meget højt.
– Mit håb er, at vi sammen kan fortsætte med at skrive nye kapitler i klubbens historie for alle dem, der har FC Fredericia i hjertet. Jeg kan garantere, at vi vil gøre vores absolut ypperste for at få det til at ske. Hvis et simpelt tak for jeres ukuelige støtte havde været dækkende, havde jeg sagt det her, slutter klublegenden og assistenttræner, Christian Ege, af.
