Direktionen i Middelfart Kommune har fredag eftermiddag fremlagt sit budgetforslag for 2027 – 2030. En ubalance betyder, at besparelser er nødvendige for at sikre stabilitet i kommunens økonomi.
Direktionen i Middelfart Kommune har fremlagt sit forslag til budget 2027-2030 for Byrådet. Forslaget indeholder besparelser for 26,2 mio. kr. i 2027 og en rammebesparelse på 25 mio. kr. fra 2028. De to greb er med til at sikre balance i budgettets tre første år. Økonomiudvalget har sendt forslaget i offentlig høring.
– Vi står med en ubalance, der vokser år for år, og som ikke forsvinder af sig selv. Derfor lægger vi de nødvendige beslutninger frem nu i stedet for at skubbe dem foran os. Det er et forslag med besparelser, der kan mærkes, og det skal vi være ærlige omkring, siger kommunaldirektør Steen Vinderslev.
Middelfart Kommunes økonomi er ikke i varig balance. Basisbudgettet for 2027 viser et underskud på 19,68 mio. kr., og underskuddet vokser til 64,5 mio. kr. i 2030, hvis kommunen ikke handler. Ubalancen er strukturel og kan ikke løses med midlertidige tiltag.
Årsagerne er især nye normeringskrav på 0-6 årsområdet, som staten har besluttet, men kun delvist kompenserer. Dertil kommer stigende udgifter på de specialiserede socialområder og udviklingen i kommunens indtægt, hvor de forventede skatteindtægter og efterreguleringen af tidligere års skattebetaling er gunstige i 2027, men falder igen fra 2028. I alt bliver 0-6 årsområdet tilført 25 mio. kr. og det specialiserede socialområde 15 mio. kr. i alt 40 mio. kr.
Direktionen foreslår derfor besparelser på 26,21 mio. kr. i 2027, stigende til ca. 32 mio. kr. i overslagsårene. Blandt de største omlægninger er, at Anna Trolles Skole og Fjelsted-Harndrup Skole bliver ét skoledistrikt med fælles ledelse og fælles klasser, en tilpasning af dagplejen i områder med få dagplejere, og at borgere i hjemmeplejen fremover ikke tilbydes støvsugning, men selv skal anskaffe en robotstøvsuger. Hertil kommer en rammebesparelse på 25 mio. kr. fra 2028, hvor der endnu ikke er sat navn på, hvad der skal spares.
Direktionen har tilrettelagt forslaget, så de største omlægninger først får fuld virkning fra 2028.
– Vi har givet organisationen tid. Ved at lægge rammebesparelserne fra 2028, har ledere og medarbejdere til midten af 2027 til at finde og forberede de løsninger, der giver bedst mening lokalt, hvis besparelserne skal gennemføres. Men med en potentiel besparelse på 25 mio. kr. er det noget man vil kunne mærke på den kommunale service, siger Steen Vinderslev.
På anlægsområdet foreslår direktionen ikke nye store projekter. Anlægsbudgettet er på 80,56 mio. kr. i 2027 og går blandt andet til at bygge en ny børnehave, udvidelse af Rudbækshøj Plejehjem, nye stier, almene boliger med mere.
Derudover foreslår direktionen at anvende en positiv midtvejsregulering fra staten på 32 mio. kr. til blandt andet at fremrykke vedligehold af kommunens bygninger, brug af eksterne til lokalplanarbejdet, så Middelfart Kommune fastholder tempoet i planarbejdet og kan imødekomme den fortsat høje efterspørgsel på lokalplaner. Derudover er der forslag om at styrke trafiksikkerheden ved at lave en svingbane ved Sjællandsvej og Jyllandsvej til det nye store boligområde ved Falstersvej og tilpasse krydset ved Gamborg og Kauslunde.
Det videre forløb
Budgetforslaget er i offentlig høring frem til den 27. august kl. 22. Her kan høringsberettigede komme med input til budgettet.
Herefter skal byrådet forhandle om det endelige budget.
Hele budgetmaterialet kan findes på middelfart.dk/budget.
