Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje anholdt natten til søndag to unge mænd, som blev sigtet for narkosalg.
Specialpatruljen havde fået nys om, at der blev solgt kokain fra et bestemt telefonnummer, og en af betjentene skrev derfor til nummeret og lod som om, hun var interesseret i at købe noget.
Der blev sat en aftale op om at mødes ud for en adresse i Aarhus N, og politiet stillede sig klar.
Lidt efter midnat kom en bil med to mænd kørende hen til det aftalte sted, og da den ene rakte et par salgsposer med kokain til den civilklædte betjent, slog politiet til.
De to mænd, der er 18 og 19 år, blev begge anholdt og sigtet for narkosalg. Der blev beslaglagt nogle salgsposer med kokain og nogle hundrede kroner i kontanter.
