Et år efter regionsrådet afsatte 10 mio. kr. i varige midler til området, viser nye tal, at ventetiden er faldet, og flere patienter bliver udredt og behandlet inden for de fastsatte frister.
Der er sket markante fremskridt i arbejdet med at styrke den urinvejskirurgiske behandling i Region Midtjylland. Det viser en status på området, som regionsrådet drøftede på deres møde onsdag. Baggrunden er en investering på 10 mio. kroner, som et enigt regionsråd vedtog i 2024.
På Aarhus Universitetshospital er andelen af patienter, der udredes inden for målet på 30 dage, steget fra 30 til 60 procent, mens Regionshospitalet Gødstrup har løftet målopfyldelsen fra 40 til 90 procent. Samtidig er der ansat nyt personale og gennemført flere udredninger og dagkirurgiske operationer. Det er bl.a. lykkes på baggrund af tæt samarbejde med faste sparringsmøder mellem de to afdelinger på tværs af regionen.
– Det viser, at målrettede investeringer og samarbejde på tværs virker, og vi ser nu tydelige resultater af indsatsen til gavn for patienterne. Jeg er også bevidst om, at der fortsat er udfordringer – blandt andet med rekruttering af speciallæger, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Vigtigt skridt på vejen
Formanden for hospitalsudvalget, Purnima Erichsen (K), fremhæver, at udviklingen er et vigtigt skridt i den rigtige retning:
– Ventetiderne falder og flere får hurtig hjælp. Det gør en reel forskel for patienterne, og medarbejderne skal virkelig have ros for deres store indsats. Nu skal vi helt i mål, og det kræver bl.a. at vi får styrket rekrutteringen til området, siger hun.
Bevillingen blev vedtaget i august 2024 med det formål at sikre en mere robust og urinvejskirurgisk funktion på både Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup.
