Tirsdag kl. 11.18 kørte politiet til sygehusvej i Grenaa, hvor der var anmeldelse om, at en 32-årig mand blandt andet var blevet udsat for trusler. Patruljen ankom kort efter og mødte her den 32-årige, der fortalte, at han havde været i færd med at aflevere en passager, da føreren af en bil bag ham var blevet meget ophidset. Manden, der sad bag rattet i den anden bil, havde lavet flere knap så pæne fagter og råbt af den 32-årige, før han steg ud af bilen og sendte flere skældsord og trusler i den 32-åriges retning.
Fra andre vidner på stedet fik politiet forklaret, at de to nu var kommet op at skændes, og at personale på stedet lagde sig imellem, før den vrede chauffør satte sig tilbage bag rettet og kørte væk ved høj fart så tæt på den 32-årige, at denne måtte springe til side for ikke at blive ramt.
Bilisten, som var kørt fra stedet, kontaktede selv politiet umiddelbart efter for at anmelde, hvad han også oplevede som en ubehagelig situation, og en patrulje kørte hjem på mandens adresse. Her blev manden, som var 67 år, sigtet for trusler og for hadefulde ytringer.
