Det er en rigtig dårlig idé at købe telefoner af fremmede mennesker på gaden. Det har de fleste heldigvis styr på, men alligevel forsøgte to udenlandske mænd mandag omkring kl. 14.30 at sælge falske smartphones til tilfældige forbipasserende i et shoppingcenter på M. P. Bruuns Gade i det centrale Aarhus.
Et par vagter kontaktede politiet, og de fremmødte betjente fik fat i to rumænske mænd på 23 og 27 år. De to mænd havde to mobiltelefoner på sig, der lå i fine æsker, og både telefoner og indpakning lignede meget nøje rigtige iPhones.
Betjentene fik efterfølgende taget kontakt til nogle eksperter, der kunne konstatere, at der var tale om nogle billige efterligninger.
Begge mænd blev derfor sigtet for forsøg på bedrageri, og da de er udenlandske statsborgere uden fast bopæl i landet, blev de tildelt en straksbøde. Telefonerne beholdt politiet med henblik på senere konfiskation og destruktion.
