I går tirsdag uddelte politiet en dusør til to borgere fra Silkeborg. Ægteparret Anette og Allan udviste både mod og handlekraft, da de sammen reddede en 5-årig pige op af Gudenåen.
Det var omkring klokken 18 den dag, da Anette så den 5-årige pige drive med strømmen. Resolut tilkaldte hun Allan og hoppede selv ud i åen. Anette svømmede ud og fik fat i den forkomne pige, og fra land havde Allan grebet en rive og fik trukket dem begge op af åen. Trods en ubehagelig oplevelse blev den 5-årige pige efter undersøgelse i den tilkaldte ambulance vurderet uskadt. ”Det er min klare opfattelse, at jeres snarrådige og modige indsats var afgørende for, at pigen slap uden alvorlige følger”, sagde lederen af lokalpolitiet i Silkeborg, da han takkede Allan og Anette for redningsindsatsen. Der er ikke så meget mere at sige – godt gået. Lyder det fra politiet.

