Af Jonas Nielsen
Det sociale system er i knæ, og i centrum står sagsbehandlingsværktøjet ICS. Det, der skulle være en hjælpende hånd til landets mest sårbare børn, beskyldes i dag for at være en bureaukratisk spændetrøje, der reelt svækker retssikkerheden og fjerner det faglige skøn.
Da det it-understøttede sagsbehandlingskoncept Integrated Children’s System (ICS) i sin tid blev introduceret i de danske kommuner, var ambitionerne tårnhøje. Systemet skulle sikre en helhedsorienteret, systematisk og ensartet sagsbehandling over hele landet. Målet var ædelt: Ingen udsatte børns behov måtte overses, og alle afgørelser skulle hvile på et solidt, dokumenteret grundlag.
Men virkeligheden i de kommunale familieafdelinger har vist sig at være en ganske anden. Over de seneste år har kritikken modtaget massiv medvind fra både sagsbehandlere, jurister og forældreorganisationer. Systemet anklages for at have skabt en robotagtig “tjekliste-kultur”, hvor skærmen og it-systemet DUBU (Digitalt Understøttet Børnefaglig Undersøgelse) har overtaget kontrollen på bekostning af den menneskelige relation og den sunde fornuft.
Det faglige skøn i spændetrøje
Kernen i kritikken mod ICS er, at værktøjet reelt umuliggør det individuelle, socialfaglige skøn. Systemet er opbygget omkring en fast struktur – den såkaldte “ICS-trekant” – som tvinger sagsbehandleren til at analysere barnets udvikling, forældrenes kapacitet samt familie og miljø ud fra faste parametre.
I teorien sikrer det, at man kommer hele vejen rundt om barnet. I praksis betyder det dog, at sagsbehandlerne skal udfylde hundredvis af felter, uanset om de er relevante for den specifikke sag eller ej. Hvis en sagsbehandler vurderer, at problemet i en familie udelukkende handler om et akut skolefravær, tvinger systemet alligevel rådgiveren til at undersøge og dokumentere alt fra barnets spædbarnshistorie til familiens boligforhold.
Resultatet er gigantiske, uoverskuelige børnefaglige undersøgelser på ofte 50, 70 eller over 100 sider. De enorme dokumenter slører det egentlige problem, forlænger sagsbehandlingstiden og dræner ressourcerne i en i forvejen presset sektor. Tid, der i stedet kunne være brugt ansigt-til-ansigt med barnet, bruges nu bag en lukket dør foran computerskærmen.
En ensidig jagt på fejl
En anden alvorlig slagside ved systemets opbygning er den utilsigtede transformation fra en neutral undersøgelse til en ensidig mangel-analyse. Lovgivningen foreskriver ellers, at en undersøgelse skal afdække både familiens problemer og dens ressourcer.
Men fordi ICS ofte bruges som det juridiske fundament, der skal holde i et eventuelt ankenævn eller i Børn og Unge-udvalget ved en tvangsanbringelse, opstår der en incitamentsstruktur for at dokumentere det negative. Forældre beretter i stigende grad om, hvordan positive fremskridt eller velfungerende netværk enten udelades eller minimeres i ICS-skabelonerne, mens fejl og historiske svigt belyses med projektørlys.
Når alt skal presses ind i systemets standardiserede kasser, forsvinder nuancerne. Retssikkerheden lider et alvorligt knæk, når familier ikke kan genkende sig selv i de standardiserede vendinger, som it-systemet spytter ud.
Politiske intentioner mod systemisk træghed
De politiske vinde har de seneste år blæst i retning af afbureaukratisering. Med indførelsen af Barnets Lov har politikerne på Christiansborg sendt et klart signal om, at proceskrav skal mindskes, og at sagsbehandlerne skal have deres faglige frihed tilbage.
Problemet er dog, at de kommunale it-systemer og den indlejrede ICS-metode har slået dybe rødder. Selvom loven giver mulighed for kortere og mere målrettede screeninger, oplever mange sagsbehandlere, at kommunens interne retningslinjer og it-arkitektur stadig tvinger dem igennem den fulde ICS-mølle. Systemet har med andre ord overlevet de politiske hensigter, og bureaukratiet lever i bedste velgående under nye navne.
Ekspertpanel: Hvad siger fagfolkene?
For at give et dybere indblik i de menneskelige og juridiske konsekvenser af ICS-misbruget, har vi bedt to centrale aktører på området om at sætte ord på hverdagen under systemets herredømme.
Socialrådgiveren: “Vi behandler skærme i stedet for mennesker”
“Da jeg uddannede mig til socialrådgiver, gjorde jeg det for at gøre en forskel for børn. I dag føler jeg mig mere som en dataindtaster for et computerprogram. ICS var tænkt som en støtte, men det er blevet vores herre. Systemet accepterer simpelthen ikke, at en sag kan være simpel. Alt skal gøres komplekst.
Når jeg sidder med en familie i dyb krise, burde min opmærksomhed være på dem. I stedet sidder jeg mentalt og krydser felter af i hovedet, som jeg ved, jeg skal udfylde i DUBU bagefter for at undgå fejlmeldinger fra systemet. Det værste er, at det skaber en enorm fremmedgørelse. Forældre mister fuldstændig tilliden til os, når de modtager en 60 sider lang rapport fyldt med systemsprog, hvor de føler sig udstillet som dårlige forældre på baggrund af faste skabelontekster. Vi bruger 80 procent af vores tid på dokumentation og 20 procent på borgerne. Det burde være omvendt.”
Advokaten: “Systemet har skabt en alvorlig retssikkerhedskrise”
“I min retssal ser jeg dagligt konsekvenserne af, at kommunerne misbruger – eller er slaver af – ICS-metoden. Retssikkerhed handler om, at en afgørelse skal træffes på et retvisende og nuanceret grundlag. ICS-rapporterne er ofte det stik modsatte: De er præget af enorme mængder ‘støj’ og standardiserede copy-paste-formuleringer, som sagsbehandlere genbruger fra sag til sag for at spare tid.
Det helt store problem set med juridiske briller er, at systemet i praksis modarbejder objektivitetsprincippet. En børnefaglig undersøgelse skal være uvildig. Men fordi ICS-skabelonen er opbygget som en argumentationskæde, der skal retfærdiggøre en kommunal foranstaltning, bliver rapporterne ofte dybt subjektive og ensidigt negative. Det er utroligt svært for en forælder at forsvare sig mod en 80-siders rapport, hvor nuancerne er luget ud til fordel for systemets firkantede kasser. Dommere og nævnsmedlemmer risikerer at træffe indgribende afgørelser på et fundament, der reelt er skabt af en it-algoritme frem for en levende, uvildig observation.”
Kilde: SlideServe, Social & Boligministeriet
