En 33-årig kvinde er anholdt og sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed ved at have kastet sten ned mod nogle biler fra en motorvejsbro på Djursland.
Ingen biler blev ramt, og ingen personer kom noget til ved episoden.
Østjyllands Politi modtog kl. 21.57 en anmeldelse fra en bilist, der fortalte, at han netop var kørt under en bro på Djurslands-motorvejen mellem Lisbjerg og Søften, og her havde en person kastet en stor sten, der ramte ned på vejen lige foran bilen. Efterfølgende blev der kastet endnu en sten, der ramte tæt på en bil, der kørte lige bagved.
Flere patruljer blev sendt til stedet, og motorvejen blev kortvarigt spærret, mens politiet søgte efter spor. En hundepatrulje fandt to store sten, der lå ved vejen, og ved letbanestationen Klokhøjen, der ligger tæt på motorvejsbroen, traf nogle betjente den 33-årige kvinde.
Betjentene sigtede hende, og da hun ikke var i en tilstand, hvor hun kunne afhøres, blev hun indlagt et sted, hun kunne få hjælp. Onsdag formiddag blev hun så afhørt til sagen, som er i fuld gang med at blive efterforsket.
Anklagemyndigheden vil i løbet af dagen vurdere, om der er juridisk grundlag for at fremstille den 33-årige i grundlovsforhør. Det vil i givet fald først ske torsdag.
