| Kvinder i overgangsalderen i Sønderborg Kommune får fra august et nyt tilbud på Sundhedscentret, der giver kvinder redskaber til at håndtere både fysiske og psykiske gener og samtidig fastholde trivsel i hverdags- og arbejdsliv. |
| Indsatsen for kvinder i overgangsalderen tilbydes som gruppeforløb og gennemføres på Sundhedscentret i Sønderborg. Tilbuddet består af gruppeforløb med op til 12 deltagere og otte mødegange. Forløbene har fokus på symptomforståelse, livsstil, relationer og mestring og veksler mellem faglige oplæg, dialog og øvelser. I særlige tilfælde kan der tilbydes et individuelt tilrettelagt forløb efter faglig vurdering. – Overgangsalderen er en naturlig livsfase, men for mange kvinder kan den være forbundet med betydelige gener, som både påvirker trivsel og arbejdsliv. Med den nye indsats vil vi bryde tabuer og give kvinder viden og konkrete redskaber til at stå stærkere i hverdagen, siger Didde Lauritzen, formand for Sundhed-, Unge- og Forebyggelsesudvalget. Forløbene planlægges som eftermiddags- eller aftentilbud for at gøre det muligt for erhvervsaktive kvinder at deltage. – Vi ved, at mange kvinder efterspørger mere viden og trygge rammer til at tale om overgangsalderen. Med dette tilbud skaber vi et gratis og lettilgængeligt fællesskab, hvor kvinder kan spejle sig i hinanden og få støtte til at håndtere en vigtig livsfase, som også taler ind i et arbejdsliv, siger Vivi Brit Nielsen, medlem af Sundhed-, Unge- og Forebyggelsesudvalget. Første informationsmøde forventes afholdt i slutningen af maj, og opstart af de første hold kan ske fra august. Rekruttering vil ske via kommunens kanaler, Sundhed.dk samt henvisning fra egen læge. Indsatsen for kvinder i overgangsalderen tager afsæt i Byrådets budgetaftale for 2026–2029, hvor der er truffet politisk beslutning om at styrke oplysning og støtte til kvinder i overgangsalderen. |
