| På Tandsbjerg Plejecenter er otte plejeboliger omdannet til specialplejeboliger, hvor både indretning og personaleuddannelse er målrettet borgere med udtalt demens. Specialplejeboligerne er en del af et samlet kvalitetsløft til ældreplejen. |
| I Sønderborg Kommune udvides tilbuddet for borgere med demenssygdomme med åbning af otte nyindrettede specialplejeboliger beliggende på Tandsbjerg Plejecenter. Åbningen af otte plejeboliger skal være med til at imødekomme den demografiske udvikling heraf flere borgere med demens. De nye rammer skal være med til at styrke livskvaliteten for den enkelte og give bedre muligheder for at leve et godt liv med demens. Forud for åbningen af specialplejeboligerne er der arbejdet målrettet med at udvikle og klargøre både de fysiske rammer i boenheden samt arbejdet struktureret med en kompetenceudviklingsplan for personalet. Blandt andet er der samarbejdet tæt med Guderup Plejecenter, som i forvejen har 24 specialplejeboliger, og Kompetencecenter for Demens, som er en specialiseret afdeling i Sønderborg Kommune med en særlig viden og erfaring om demenssygdomme. Plejecentrets personale er blevet opkvalificeret til at håndtere borgere med demenssygdomme, ligesom indretningen af boligerne har haft til formål både at skærme og sansestimulere beboerne i et tilpasset omfang. Samtidig er der i boligerne implementeret velfærdsteknologiske løsninger, der understøtter tryghed, ro og selvstændighed i hverdagen. Formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Stefan Lydal, er glad for, at specialplejeboliger nu også oprettes i Sønderborg: – De nyindrettede specialplejeboliger er etableret med fokus på tryghedsskabende indretning, helhedspleje og høj faglighed og vil være et supplement til de eksisterende demensvenlige boliger i Guderup. Det betyder, at vores personale på Tandsbjerg Plejecenter – i tæt samarbejde med beboerne og deres pårørende – kan skabe endnu bedre betingelser for borgere, som har demens. Næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Preben Storm, anerkender det store arbejde, som ligger bag de nye boliger: – Åbningen af de nye specialplejeboliger markerer et vigtigt skridt i udviklingen af kommunens samlede tilbud til borgere med demens, hvor vi skaber bedre rammer for mennesker med mere komplekse behov. Der ligger et stort arbejde bag de nye specialplejeboliger for at sikre de bedst mulige rammer for borgere med demenssygdomme, og der har overordnet set været meget positiv respons fra både beboere og pårørende. Der vil være en løbende indflytning i boligerne. Etableringen af boligerne beløber sig til 528.000 kr. i 2025 og 1,6 mio. kr. årligt fra 2026. Specialplejeboligerne er en del af et samlet kvalitetsløft til ældreplejen, som blev vedtaget af Social-, Senior- og Handicapudvalget i april 2025. |
Foto: Sønderborg Kommune.

