TV2 dokumentar udstiller endnu engang den gruopvækkende behandling af grise i danske stalde, denne gang hos toppen af dansk landbrug. Ministerens dyrevelfærdsaftale har spillet fallit. De 7 tiltag for grise er ikke det papir værd de er skrevet på, og ministeren må indkalde til politiske akutforhandlinger om dyrevelfærden i de danske stalde.
”Billederne i ny TV2 dokumentar viser med al tydelighed, at den industrielle svineproduktion befinder sig i anden verden end os andre. Vi må insistere på at have en svineproduktion, den almindelige dansker kan tåle synet af” siger Zenia Stampe, landbrugsordfører for Radikale Venstre. Læs mere efter billedet.

Fødevareminister Jacob Jensen henviser igen og igen til ”Sammen om dyrene” fra 2024, som han kalder danmarkshistoriens første dyrevelfærdsaftale. Aftalen rummer 31 initiativer om alt fra hunde og kontrolniveauer til grisevelfærd, men allerede nu står det klart, at aftalen er mere kvantitet end kvalitet, især for grisene:
”Radikale Venstre var med, fordi vi troede på, at indsatserne ville gøre en forskel. Men her knap to år efter aftalens indgåelse må det konstateres, at den ikke har være det papir værd, den er skrevet på. Især når vi kigger på initiativerne for grise, kan vi se, hvordan det bare endnu engang er tomme hensigtserklæringer, der løber ud i sandet. Nu må Folketinget træde i karakter og tage ansvar for, at dyrene behandles anstændigt. Vi opfordrer derfor regeringen til at indkalde alle Folketingets partier til akutforhandlinger om grisenes velfærd.”
Det Dyreetiske Råds udtalelse om grise tidligere på året rejser desuden tvivl om, hvorvidt ministeren sikrer, at dyrevelfærdslovens § 2 om beskyttelse mod smerte og lidelse og § 3 om omsorg, passende forhold og opfyldelse af dyrenes adfærds- og sundhedsbehov faktisk bliver overholdt. Derudover ønsker vi også ministerens redegørelse for, hvordan myndighederne sikrer, at svineproducenterne lever op til dyrevelfærdslovens § 9 om dagligt tilsyn med hvert enkelt dyr.
”I Radikale Venstre ser vi med stor alvor på ministerens ansvar i forbindelse med de lovovertrædelser, vi ser i dokumentaren. Man må spørge sig selv, om ministeren sørger for, at hans myndigheder håndhæver gældende lov, og om han i rimeligt omfang sikrer et tilsyn, der effektivt forebygger lovbrud. Det er vigtigt at understrege, at det i sidste ende er ministerens ansvar, at loven overholdes”.
Status på dyrevelfærdsaftalens 7 punkter:
1. Højere overlevelse for pattegrise
Der sker intet med dette initiativ.
2. Løse søer i farestalde
Bekendtgørelsesudkast har været sendt i høring flere gange, men er blevet bremset hver gang af hensyn til erhvervet.
3. Uddannelseskrav hos medarbejdere i so-besætninger
Der er indskrevet lovhjemmel om, at ministeren har lov til at indføre et uddannelseskrav. Men intet er sket sidenhen. Hvordan uddannelsen skal se ud, blafrer i vinden.
4. Flere grise med hele haler
Erhvervets egen model vedtaget ved lov, hvor producenter, der overholder loven, betales for at overholde loven.
5. Overbrusning i grisestalde
Tiltaget er fuldkommen indholdsløst. Der fastsættes ikke specifikke krav til overbrusning som forventet.
6. Bedøvelse forud for kastration af grise
Branchekrav vedtaget ved lov. Dette har i mange år været et branchekrav i erhvervets egen Danish ordning. Nu lov, men det vides ikke, hvordan det skal kontrolleres.
7. Indsats for højere so-overlevelse
Tiltaget er ligegyldigt. Der er etableret hjemmel i lovgivningen til at fastsætte en grænseværdi tilbage i 2024, men sidenhen har vi ikke hørt noget til, hvor grænseværdierne skal ligge.
