Fem personer er siden midten af august blevet syge med den samme type listeria, og smittekilden er spiseklare fiskefrikadeller. Tenax Sild A/S har tilbagekaldt fiskefrikadeller, efter at der er fundet listeria i dem.
Statens Serum Institut (SSI) har siden midten af august registreret fem patienter med den samme type af den fødevarebårne bakterie Listeria monocytogenes. De syge er i alderen 70-95 år, tre er kvinder og to er mænd. Alle patienterne har været indlagt.
Listeriainfektion er en alvorlig fødevarebåren infektion, der kan føre til blodforgiftning og hjernehindebetændelse hos i forvejen immunsvækkede personer. Et sygdomsudbrud med fem personer er derfor alvorligt og efterforskes uden forsinkelser. Ved interview med patienterne opdagede vi hurtigt, at de allesammen havde spist spiseklare fiskefrikadeller, siger Susanne Schjørring, afsnitsleder på SSI.
SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet igangsatte derfor en større udredning for at finde kilden til smitten.
Bakterier fra patienter og prøver af fiskefrikadeller fra producenten er blevet sammenlignet. Vi har fundet, at bakterierne er helt ens. Dette viser, at smitten er kommet fra producenten, siger seniorforsker Brian Lassen fra DTU Fødevareinstituttet.
Fiskefrikadellerne er kaldt tilbage
Tenax Sild A/S, som har produceret fiskefrikadellerne, har tilbagekaldt flere varianter af produktet, og virksomheden har igangsat tiltag for at undgå listeria i produktionen.
Selvom Tenax Sild A/S har tilbagekaldt fiskefrikadellerne, kan der være forbrugere, der har produkterne derhjemme. Er det tilfældet, opfordrer vi forbrugerne til enten at smide dem ud eller levere dem tilbage til butikken, siger Ulrich Pinstrup, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.
Produkterne er solgt i supermarkeder over hele landet.
Se hvilke fiskefrikadeller der er tilbagekaldt.
Hvad skal du gøre, hvis du har spist fiskefrikadeller fra de tilbagekaldte partier?
Selvom man har spist de fiskefrikadeller, der nu er kaldt tilbage, er der meget lille risiko for, at man bliver syg. Man er i risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har svækket immunsystem på grund af anden alvorlig sygdom eller er gravid.
Man bør kontakte læge, hvis man har høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand, nakke-/rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau.
Fakta om listeria
Fødevarestyrelsen har en række generelle råd til, hvordan særligt sårbare grupper kan undgå Listeria:
- Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kød- og fiskepålæg så friskt som muligt
- Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere
- Undgå at indtage upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste
Læs mere
Læs mere om udbruddet på SSI’s hjemmeside.
Som virksomhed kan du læse mere om hvordan du forebygger listeria i produktionen: Annual Zoonoses Report 2024 – kapitel 5
Hvilke fødevarer tilbagekaldes
Lykkeberg 1899 fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 4×65 g
Bedst før dato: 12.09.2025
Lykkeberg 1899 laksefrikadeller
Pakkestørrelse: 4×65 g
Bedst før dato: Alle datoer fra d. 05.09.2025 til d. 10.10.2025
Lykkeberg 1899 fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 2x65g
Bedst før-dato: 05.09.2025
Lykkeberg 1899 fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 4x95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 10.09.2025 til d. 08.10.2025
Lykkeberg 1899 fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 9x20g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 02.09.2025 til d. 07.10.2025
Lykkeberg 1899 laksefrikadeller
Pakkestørrelse: 9×20 g
Bedst før dato: 12.09.2025
Gestus laksefrikadeller
Pakkestørrelse: 4×65 g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 05.09.2025 til d. 10.10.2025
Gestus fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 9x20g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 02.09.2025 til d. 07.10.2025
Skagen fiskerestaurant fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 2x95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 09.09.2025 til d. 09.10.2025
Skagen fiskerestaurant fiskefrikadeller med grøntsager
Pakkestørrelse: 4x95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 02.09.2025 til d. 08.10.2025
Skagen fiskerestaurant fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 4x95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 03.09.2025 til d. 09.10.2025
Skagen fiskerestaurant laksefrikadeller
Pakkestørrelse: 4x95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 02.09.2025 til d. 08.10.2025
BÅDSMAND fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 6x20g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 01.09.2025 til d. 10.10.2025
FIRST PRICE fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 4x85g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 04.09.2025 til d. 10.10.2025
Fiskedunser Klassisk
Pakkestørrelse: 120g
Bedst før-dato: 18.09.2025
Fiskedunser med grøntsager
Pakkestørrelse: 120g
Bedst før-dato: D. 16.09.2025 og d. 23.09.2025
FISKEMANDENS fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 2x80g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 03.09.2025 til d. 06.10.2025
FISKEMANDENS fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 4x85g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 04.09.2025 til d. 10.10.2025
FISKEMANDENS fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 6x20g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 01.09.2025 til d. 10.10.2025
HAVFRUE fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 4x85g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 11.09.2025 til d. 08.10.2025
SALLING fiskefrikadeller
Pakkestørrelse: 6x20g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 09.09.2025 til d. 30.09.2025
Laksefrikadeller 95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 05.09.2025 til d. 10.10.2025
Solgt i delikatesseafdelinger
Fiskefrikadeller 95g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 04.09.2025 til d. 10.10.2025
Solgt i delikatesseafdelinger og hos fiskehandlere
Fiskefrikadeller 65g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 05.09.2025 til d. 07.10.2025
Solgt i INCO og hos fiskehandlere
Fiskefrikadeller 20g
Bedst før-dato: Alle datoer fra d. 02.09.2025 til d. 07.10.2025
Solgt i delikatesseafdelinger
Hvor er produkterne solgt
Produkterne er solgt i dagligvarebutikker over hele landet og i specialbutikker såsom fiskehandlere.
Hvorfor tilbagekaldes produkterne
Bakterien Listeria monocytogenes er påvist i fiskefrikadeller. Infektion med listeriabakterier kan give influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde mave-tarmproblemer. Hos personer, der er særligt modtagelige f.eks. pga.. et svækket immunforsvar eller graviditet, kan der opstå alvorlig sygdom som blodforgiftning eller hjernehindebetændelse (meningitis).
Hvad skal du gøre som forbruger
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller at kassere det.
Hvis du oplever symptomer i forbindelse med indtag af produktet, bør du kontakte din egen læge.
Hvem tilbagekalder produktet
Tenax Sild A/S, Industrivej Nord 2, 9982 Ålbæk
