Aalborg Kommune har pr. 10. marts 2026 konstitueret et nyt Landdistriktsudvalg, der de næste fire år skal rådgive Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget om udviklingen af kommunens landdistrikt. Udvalget er bredt forankret lokalt og politisk.
Der bor op mod 80.000 mennesker i Aalborg Kommunes landdistrikt, hvilket svarer til, at omtrent en tredjedel af kommunens indbyggere har valgt at bosætte sig i landsbyer og i det åbne land. Det er en væsentlig del af befolkningen, og derfor har kommunen siden 2007 arbejdet aktivt med udviklingen af landdistriktet. Det skal være attraktivt at leve i landdistriktet, og her spiller Landdistriktsudvalget en central rolle. Med sine lokale repræsentanter har udvalget fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig i landsbyerne, og kan derfor give kvalificeret rådgivning til Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget, der behandler sager vedrørende landdistriktet.
“Jeg er glad for, at vi igen har fået nedsat et stærk landdistriktsudvalg, som er en uvurderlig medspiller for os i bestræbelserne på at udvikle vores skønne landdistrikt i en meningsfuld og positiv retning. Udvalget repræsenterer op mod 80.000 borgere i Aalborg Kommune, så det er helt centralt at bringe idéer, spørgsmål og forslag videre til Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget ad denne vej. Jeg kan kun opfordre alle gode borgere i landdistriktet til at tage fat i udvalgsmedlemmerne, hvis de har nye idéer eller ønsker til udvikling af deres lokalområde”, siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Klima-, Kultur- og Sundhed i Aalborg Kommune.
Et bredt sammensat udvalg
Landdistriktsudvalget rummer i alt 12 medlemmer:
– Seks repræsentanter fra planzonerne. Planzonerne er den geografiske inddeling af landdistriktet, se kort. Repræsentanterne er opstillet af deres lokale samråd og demokratisk valgt af alle samråd i den pågældende planzone.
– To repræsentanter fra Landsbyer i Aalborg Kommune (LAK).
– Fire politiske medlemmer.
Det nye landdistriktsudvalg anno 2026 er:
Leo Helmer, formand (LAK)
Lasse Breddam (planzone 5)
Poul Tradsborg, næstformand (planzone 6)
Kirsten Steen-Jensen (planzone 7)
Tonny Korsbakke (planzone 8)
Flemming Johannesen (planzone 9)
Elsebeth Poulsen (planzone 10)
Mette Nødskov (LAK)
De politiske medlemmer:
Evald Lange Riise (A)
Torben Froberg Poulsen (V)
Dennis Charles Hansen (A)
Helle Frederiksen (A).
Valg til Landdistriktsudvalget følger kommunalvalget. Det nuværende udvalg fungerer i perioden 2026-2029.
“Aalborg Kommunes Landdistriktsudvalg er et vigtigt og handlekraftigt samarbejdsorgan, hvor lokale ildsjæle og politikere har mulighed for at drøfte små og store landdistriktsemner med hinanden. Det politiske Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalg har altid taget godt og positivt imod Landdistriktsudvalgets mangeårige rådgivning. Så jeg glæder mig til at arbejde i det her nye udvalg, hvor vi skal have sat gang i masser af gode projekter lokalt, blandt andet igennem landdistriktspuljen, som årligt uddeler kr. 5-6 mio. til små og store projekter” siger Leo Helmer formand i det nye landdistriktsudvalg
Udvalgets opgaver
Landdistriktsudvalget rådgiver Klima-, Kultur- og Sundhedsudvalget i spørgsmål om landdistriktsudvikling og anbefaler bl.a.:
– midler til projekter, forsøg, initiativer mv.,
– modtagere af Årets Landdistriktspris, og
– hvilke projekter, Landdistriktspuljen skal støtte.
Landdistriktsudvalget har også spillet en aktiv rolle i at bringe mere kultur ud i landdistriktet, og har haft indflydelse på udarbejdelsen af Landdistriktspolitik 2020 samt opdateringen heraf i 2025.
Formandskabet holder desuden årlige møder med relevante udvalg med baggrund i aktuelle emner og strategiske emner, der har betydning for udviklingen i landdistriktet.
