Det sker for de fleste ægtepar, at den ene sidder alene tilbage, når den anden livsledsager dør Det kan være en svær omstilling, og derfor kan det være rart at have nogen at mødes med og i fortrolighed få en hyggelig snak om stort og småt. ”Jeg kan jo se i mit arbejde som sognepræst, at der mangler besøgsvenner.

På billedet ser du sognepræst Morten Krogh Nielsen har (fra venstre) Helene Skau Madsen, Gitte Eibye og Anne-Marie Salling fra Ældre Sagen Hinnerup.
Jeg oplever, at folk gerne vil have en god snak med godt selskab og samvær,” forklarer Morten Krogh Nielsen og fortsætter: ”Hvornår kommer du igen, spørger den efterladte ægtefælle mig ofte, og jeg kigger gerne forbi igen, men vi præster kan desværre ikke overkomme alt”.
Derfor er Menighedsplejen, som er en selvstændig enhed under Kirkerne i Hinnerup, gået sammen med frivillige fra Ældre Sagen Hinnerup om at åbne en café for besøgsvenner i sognegården i Hinnerup. ”Cafeen er åben hver den første mandag i måneden fra kl. 14.30 til 16,” fortæller Anne-Marie Salling fra Ældre Sagen og oplyser, at første åbningsdag er 6. oktober. ”Det er vigtigt, at cafeen er åbne for alle. Derfor er etablerede besøgsvennepar, ligesom folk der måske kan tænke sig at blive besøgsven – eller få en besøgsven – alle meget velkomne,” understreger Gitte Eibye fra Ældre Sagen.
Både Menighedsplejen og Ældre Sagen er sikre på, at cafeen giver perfekte rammer for gode og måske lidt anderledes snakke over en kop kaffe og hjemmebagt kage, og der bliver rig lejlighed til at inspirere hinanden.
