Østjyllands Politi modtog mandag formiddag kl. 08.50 en anmeldelse om, at en 52-årig mand var blevet fundet afgået ved døden i sit hjem på Havkærparken i Tilst. Ifølge anmeldelsen var den 52-årige mand blevet fundet død under nogle omstændigheder, som virkede mistænkelige, hvorfor politiet blev inddraget i sagen.
Få minutter senere var de første patruljer fremme på stedet, og mandagen igennem blev der foretaget en længere række undersøgelser med henblik på at få klarlagt hændelsesforløbet forud for den 52-årige mands død.
Politiet kan fortsat ikke med sikkerhed udelukke, at der kan være sket en kriminel handling, hvorfor det har været nødvendigt med blandt andet afspærringer på stedet, indhentning af videoovervågning og afhøringer af naboer og pårørende.
Det er fortsat tirsdag formiddag for tidligt for Østjyllands Politi at konkludere noget om dødsårsagen, og politiet afventer fortsat svar på obduktionsrapporten, hvorfor der pt. ikke er noget nyt at oplyse om sagen.
De pårørende er underrettet.
