Tirsdag kl. 06.48 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Skolestræde i Grenaa om, at forbipasserende havde fundet en mand, som var blevet bundet med strips på hænder og fødder.
Den 35-årige mand fra Aarhus, som anmeldelsen handlede om, var ved politiets ankomst gjort fri af strips og tape. Han havde røde plamager på tøjet, som viste sig at være maling, der skulle ligne blod. Han var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, men blev tilset på skadestuen.
Efterforskningen førte hurtigt politiet på sporet af otte personer i alderen 28-46 år, som alle blev anholdt senere på morgenen.
På baggrund af efterforskningen har politiet foretaget afhøringer, undersøgelser, sporsikring og ransagninger.
Efter endt afhøring af de otte anholdte er fire nu sigtet i sagen, som fortsat er under efterforskning. Vurderingen er, at der på nuværende tidspunkt ikke er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.
