En patrulje fra Østjyllands Politi fik torsdag aften kl. 20.01 øje på en mand, der kom gående på Bispehavevej i Hasle med en kasse fyldt med flere flasker lattergas.
Betjentene rettede derfor henvendelse til personen, der blev identificeret som værende en 25-årig mand. Den 25-årige mand blev anholdt, sigtet for besiddelse af lattergas, og under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af nogle tusinde kroner i kontanter.
Da betjentene formodede, at pengene stammede fra salg af lattergas, blev kontanterne beslaglagt med henblik på senere konfiskation, mens politiet under visitationen også fandt en bilnøgle i mandens lomme.
Bilnøglen passede til et nært parkeret køretøj, som betjentene besluttede sig for at ransage, og under ransagningen fandt politiet yderligere nogle flasker lattergas, hvormed den 25-årige mand i alt fik beslaglagt 25 flasker gas.
I bilen lå også et kamera, som formodes at stamme fra et indbrud, og under en efterfølgende ransagning af den 25-årige mands bopæl i Højbjerg fandt politiet også et ur, som ligeledes formodes at stamme fra et tidligere anmeldt indbrud.
På adressen fandt politiet også en machete, og den 25-årige blev derfor også sigtet for at have overtrådt knivloven. Macheten blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion.
