Årets indstillinger til prisen beskriver afdelingen som venlig, imødekommende og med dygtigt personale, der både tager sig tid til patienterne og til hinanden i et supergodt arbejdsmiljø.
En tidligere patient, Søren skriver i sin indstilling:
– Under min indlæggelse oplevede jeg det, jeg mener, er idealet for det danske sundhedsvæsen. Hver eneste medarbejder, jeg mødte, mestrede til fulde den svære balance med at få effektivitet, et me-get højt informations- og serviceniveau, faglig kompetence, empati, evnen til at skabe tryghed samt fleksibilitet og imødekommenhed til at gå op i en højere enhed. Det fås simpelthen ikke bedre!
Spørger man afdelingen i Frederikshavn er de meget glade for prisen, men vil ikke tage hele æren selv:
– Vi er utrolig stolte af at være vinderne af Patienternes Pris. På ortopædkirurgisk Afdeling i Frederikshavn arbejder vi hver dag for at yde den bedst mulige kvalitet og behandling af vores patienter med fokus på den enkelte.
– Men prisen er ikke kun vores. Kulturen på hele Frederikshavn-matriklen er, at vi alle sammen gør vores bedste for at sikre gode patientforløb med høj faglig kvalitet og medmenneskelighed. Derfor skal hele matriklen naturligvis også mærke, at vi har vundet. Så i dag er der kage til hele huset til alle vores uundværlige samarbejdspartnere. Udtrykket ”alene kan vi gøre lidt, men sammen kan vi gøre meget”, er nemlig helt rigtigt.
