Af Christoffer Hvidt
I fire år har hun levet i skyggen af døden. Fire år, hvor hvert eneste skridt uden for en dør har været forbundet med frygt. Mens hendes ekskæreste afsonede en dom for at have forsøgt at tage hendes liv, kæmpede hun en anden kamp: Kampen mod et system, der nægtede at tro på hende, og som lod hendes bøder føre ordet i de officielle dokumenter.
For fire år siden ændrede alt sig. Det, der startede som et forhold, endte i et brutalt forsøg på manddrab. Men mens blodet stadig var vådt, og chokket sad i kroppen, begyndte en ny form for overgreb – det bureaukratiske. Retten udmålte en straf på blot to år. To år for at forsøge at afslutte et andet menneskes liv. For kvinden i denne sag var dommen ikke en afslutning, men en nedtælling til den dag, hvor terroren ville starte forfra.
Da fængselsporten åbnede
Da ekskæresten blev løsladt, vendte stalkingen tilbage med fornyet styrke. Men denne gang var han ikke alene; han havde systemets passivitet som sit stærkeste våben. Da hun, rystende af skræk, henvendte sig til politiet for at bede om beskyttelse, blev hun ikke mødt med tryghed, men med hån. En ubehagelig betjent afviste hendes råb om hjælp og nægtede at tage truslerne alvorligt.
For en kvinde, der allerede har mærket voldsmandens hænder om sin hals, er politiets ligegyldighed det ultimative svigt. Hun blev gjort til “den besværlige”, mens voldsmanden frit kunne fortsætte sin jagt.
Løgnene i Familieretshuset
Svigtet stoppede ikke ved politistationen. I Familieretshuset eskalerede overgrebet. Her formåede ekskæresten at manipulere systemet ved at tegne et billede af en psykisk ustabil kvinde. På trods af, at han ingen beviser havde for sine påstande, blev hans ord skrevet ind i de officielle papirer.
Det mest hjerteskærende i denne sag er børnene. På trods af dokumenteret vold mod de mindste, lukkede myndighederne øjnene. Ved at lade voldsmandens usandheder stå uimodsagt i journalerne, gav Familieretshuset ham magten til at fortsætte sin psykiske terror under dække af forældreskab.
Efter fire års jagt er sagen nu endelig blevet taget alvorligt af politiet – men til hvilken pris? Fire år af et liv er tabt til frygt, og tilliden til de institutioner, der skulle beskytte os, ligger i ruiner.
Eksperternes dom: “Systemet er ikke gearet til højrisikosager”
Vi har forelagt sagens problematikker for en række fagpersoner, der arbejder med vold og stalking:
Rådgiver ved et kvindekrisecenter:
“Det er et klassisk og dybt tragisk mønster. Vi ser ofte, at voldsudøvere bruger myndighederne til at fortsætte deres overgreb. Når en kvinde bliver mødt af en betjent, der ikke forstår stalking-dynamikker, bliver hun re-traumatiseret. Det er direkte farligt, når systemet ikke kan skelne mellem en konflikt og en decideret farlig voldsmand.”
Juridisk ekspert i familieret:
“Det er en katastrofe, hvis Familieretshuset indfører udokumenterede påstande om psykisk sygdom i en sag, hvor der foreligger en dom for personfarlig kriminalitet. Det strider mod Barnets Lov, som dikterer, at barnets ret til tryghed altid skal stå over forældrenes ret til samvær. Dokumenteret vold skal føre til øjeblikkelig suspension af samvær, indtil sikkerheden er garanteret.”
Psykolog med speciale i stalking:
“At idømme to år for drabsforsøg sender et signal til ofret om, at hendes liv ikke er mere værd. Stalking efter løsladelse er et klart tegn på en højrisikosituation. Når politiet afviser hende i første omgang, efterlader de hende som jaget vildt. Det kræver et massivt kompetenceløft hos førstelinjepersonalet i politiet at forstå, at disse kvinder ikke er ‘hysteriske’ – de er i livsfare.”
Kilde: familieretshuset, Retten,
