To mænd blev onsdag aften anholdt af en hundepatrulje fra Østjyllands Politi efter et indbrud i et lager på Damvej i Sabro.
Klokken 21.38 ringede ejeren af lageret til politiet, da han kunne se på overvågningen, at der havde været indbrud, og at to mænd stadig gik rundt derinde.
Østjyllands Politi havde hurtigt patruljer på stedet, og en hundefører sendte sin hund ind i bygningen for at lede efter gerningsmændene. Efter kort tid begyndte den at gø, og da hundeføreren kom frem, så han, at hunden holdt to mænd i skak.
De to mænd, der er 33 og 35 år, blev begge anholdt og sigtet for indbrud. Ude foran lageret stod en bil, der var blevet meldt stjålet tidligere på dagen, og begge blev derfor også sigtet for biltyveri.
Ud fra overvågningsbillederne tyder det på, at der har været yderligere en gerningsmand, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
