Søndag kl. 0019 kontaktede en anmelder vagtcentralen ved Østjyllands Politi, da anmelder havde set 3 sortklædte personer ved et parkeringsområdet i det sydlige Aarhus.
Disse personer havde udvist interesse for nogle parkerede biler i området og havde også taget i flere dørhåndtag på stedet.
Anmelder mistænkte, at der var tale om forberedelse til indbrud i køretøjer.
Der blev sendt flere patruljer til stedet, herunder en hundepatrulje.
Da hundepatruljen ankom til stedet blev en patruljehund indsat og kunne efter et kort sporsøg på stedet udfinde flere køretøjer, hvor der havde været indbrud i.
Samme hundepatrulje fortsatte sin søgning i området og endnu en gang var der gevinst, da patruljehunden udfandt 3 personer, som ud fra signalementet stemte overens med de personer, som anmelder havde kontaktet vagtcentralen omkring.
Desuden kunne patruljen på stedet konstatere, at alle 3 personer var i besiddelse af koster fra de køretøjer på stedet, som der havde været indbrud i.
På baggrund af dette blev alle 3 sigtet for forholdene og afhørt til sagen, som de erkendte.
Der skal fra Østjyllands Politi lyde en stor tak til anmelder, da det var på baggrund af pågældendes observationer at det endte med en opklaret sag og sikkert også en godbid til en god og ihærdig patruljehund.
