En personbil passerede med høj hastighed en af Østjyllands Politis hundepatruljebiler tirsdag nat kl. 00.43 på Flintbakken nord for Rostved.
Betjentene vendte om og aktiverede udrykningssignalet for at signalere til føreren, at han skulle standse køretøjet. Det fik i stedet bilens fører til at trykke på speederen og foretage en hasarderet overhaling af et andet køretøj. Betjentene eftersatte bilen, som de via tjenesteradioen blev oplyst om var stjålet fra en indkørsel i Hyl Skovgård mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen.
Under eftersættelsen kørte føreren blandt andet over for rødt lys flere gange, kørte 170 km/t gennem Rønde by og kørte imod færdselsretningen. I Randers C kørte bilen ind i et hegn, hvorefter bilens fører, en 24-årig mand, og en 18-årig mandlig passager løb fra bilen. De blev løbet op og anholdt kl. 1.04. En 17-årig kvindelig og en 18-årig mandlig passagerer, som blev siddende i bilen, blev ligeledes anholdt. De blev alle sigtet for brugstyveri. Kvinden blev derudover sigtet for at besidde en mindre mængde kokain.
Den 24-årige fører blev foruden sigtelsen for brugstyveri sigtet for at være skyld i et færdselsuheld, at bringe andres liv eller førlighed i fare, at køre uden førerret, at køre overfor rødt lys fem gange, og at køre mod færdselsretningen. Dette gav desuden seks klip i kørekortet.
Med de høje hastigheder, som den 24-årige mand kørte med, er der tale om vanvidskørsel, og han risikerer derfor en fængselsstraf.
