| Regeringen og Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale for finansloven 2026, hvor der er afsat 8 mio. kr. til Historiecenter Dybbøl Banke. Sønderborg Kommune har i sit budget for 2026 og 2027 afsat i alt 6 mio. kr. til en renovering af historiecentret. |
| Det har været et stort ønske i mange år, og nu er Sønderborg Kommune og Historiecenter Dybbøl Banke et skridt nærmere planerne om en større renovering af den historiske attraktion på Dybbøl Banke. I finansloven er der nemlig afsat 8 mio. kr. i 2026 til projektet. Sønderborg Kommune bakker op og har afsat i alt 6 mio. kr. i budgettet for 2026 og 2027 til medfinansiering af projektet. – Det er et super vigtigt skridt, vi har taget i udviklingen af historiecentret. Centret har været med til at formidle historien om krigen i 1864 i over 30 år. Det er en vigtig fortælling i Danmarkshistorien og samtidig en af Sønderborg Kommunes vigtige attraktioner. Stedet trænger til en gennemgribende modernisering, og det glæder mig at renoveringen også er blevet tilgodeset i finansloven, siger borgmester Erik Lauritzen. Historiecenter Dybbøl Banke blev indviet den 18. april 1992. Det er efterfølgende blevet udvidet ad to omgange med bl.a. et rekonstrueret skanseanlæg, blokhus, kanoner, krudtmagasiner og soldaterby. – Grænselandets historie er vigtig, og det er altafgørende, at vi har et moderne formidlingssted, der kan fortælle den historie for nutiden og fremtiden. Derfor er det vigtigt at renovere historiecentret for de næste generationer. Det bliver et plus for centrets fremtidige drift og grænselandets historie. Jeg håber også, at en renovering kan få historien endnu mere under huden på de unge, siger Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab. Hurtigt i gang Historiecenter Dybbøl Banke er en erhvervsdrivende fond, som ejes af Fonden Dybbøl Banke og drives i samarbejde med Museum Sønderjylland. – Fonden Dybbøl Banke er meget glad for tildelingen fra Staten. Hermed kan vi få mange års ønsker om en renovering virkeliggjort. Vi vil straks gå i gang med at indhente udbud på grundlag af det projektgrundlag, som vi har fået udarbejdet af Tegnestuen Mejeriet A/S, så vi hurtigst muligt kan få sat arbejdet i gang, siger Jens Peter Rasmussen, der er formand for Fonden Dybbøl Banke. |
Foto: Sønderborg Kommune.
