Der er fundet én rede med egeprocessionsspindere i Bøgetoppen i Odense ZOO.
Vi har orienteret Odense Kommune og har midlertidigt lukket Bøgetoppen som en sikkerhedsforanstaltning, mens området bliver gennemgået for at sikre, at der ikke er flere reder.
Resten af Odense ZOO er fortsat åben, og du kan trygt besøge haven.
“Der er tale om én enkelt rede, som er fundet i et afgrænset område. Bøgetoppen er midlertidigt lukket, mens vi undersøger området nærmere. Resten af Odense ZOO kan fortsat besøges som normalt.”
– Bjarne Klausen, biolog og direktør i Odense ZOO
Hvad er egeprocessionsspinderen?
Larven lever på egetræer, og dens små brandhår kan hos nogle mennesker give hudirritation eller allergiske reaktioner. Derfor følger myndighederne udviklingen tæt.
Du kan løbende følge med i, hvor larven er fundet, på Odense Kommunes hjemmeside.

