FDF-ildsjæle står bag Vildsporet – en ny legende oplevelsesrute på Friluftscenter Sletten, hvor børn og voksne inviteres ud i naturen, væk fra de vante stier og helt ned i skovbunden. Projektet har netop fået 3,2 millioner kroner fra Nordea-fonden.
En kæmpe billedramme, du kan sidde i – og som indrammer Julsøs skønhed, en 2 meter høj grankogle, du kan kravle op på eller måske en rutchebane, der følger landskabets kurver. Vildsporet bliver en ny oplevelsesrute for både garvede naturelskere og nybegynderne ud i at færdes i skovens dybe stille ro. En af initiativtagerne bag projektet er FDFeren Signe Trier Simonsen. Hun fortæller:
”Vildsporet er opstået ud af et ønske om at gøre Naturen på Friluftscenter Sletten mere tilgængeligt. Samtidig vil vi skabe en anderledes naturoplevelse – en rute, hvor du ikke bare følger en sti fra A til B, men er på opdagelse i landskabet.”
Præcis hvilke installationer, der bliver opført, vil blive designet i samarbejde med en række aktører i lokalsamfundet, herunder blandt andre Silkeborg Højskole, Gammel Rye Skole og Børnehus, Himmelbjergegnens Natur og Idrætsefterskole og Danmarks Smukkeste, som fra starten har bakket op om projektet.
Skovbunden under fødderne – ikke de vante veje
Vildsporet adskiller sig fra traditionelle ruter ved bevidst at bevæge sig væk fra etablerede stier. Ruten inviterer brugerne til at træde ud i terrænet og opleve naturen mere direkte – med skovbund, bakker og landskab som en aktiv del af oplevelsen.
Langs ruten etableres en række legende installationer i naturmaterialer – legebaser, som kan kravles på, balanceres henover og interageres med. Legebaserne bliver udviklet, så de understøtter både leg, bevægelse og ophold.
”Ideen er, at hvert stop på ruten skal være et udflugtsmål i sig selv. Så er du en børnefamilie, besøger du måske kun to på en dag. Men så kan du vende tilbage og udforske resten en anden gang. Hver gang du vender tilbage, venter der en ny oplevelse. Ikke alene i form af legebaserne – men også fordi Søhøjlandets skov er evig foranderlig.” fortæller Tomas B. Kolind Vilstrup, konstitueret centerleder på Friluftscenter Sletten.
Udover etableringen af legebaserne vil den generelle skiltning på Friluftscenter Sletten også få en opdatering.
Første del står klar i 2026
Den første del af Vildsporet, der bliver etableret, er en naturnær bro, som binder landskabets bakkedale sammen. Den forventes at stå færdig i sommeren 2026, hvor der også afholdes FDF Landslejr. Herefter udvikles og etableres de øvrige installationer løbende som en samlet oplevelsesrute ved Friluftscenter Sletten.
Projektet bygger på et stærkt lokalt engagement og udspringer af ønsket om at skabe nye måder at være sammen i naturen på. Vildsporet kombinerer leg, bevægelse og naturoplevelser og inviterer både lokale og besøgende til at udforske Sletten gennem nysgerrighed, aktivitet og fællesskab.
Vildsporet vil være åbent for alle, der har lyst til at opleve naturen gennem bevægelse, nysgerrighed og fællesskab.

