Østjyllands Politi modtog søndag morgen omkring kl. 07.12 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Åby Ringvej i krydset ved Edwin Rahrs Vej.
Ifølge anmeldelsen var uheldet sket, da en mandlig bilist havde foretaget en u-vending og efterfølgende var kørt med høj fart i modsatte kørselsretning, hvorefter der skete et frontalt sammenstød med en anden bilist – angiveligt i form af en bevidst handling.
Den mandlige bilist forlod efterfølgende bilen og flygtede fra stedet, mens personerne i den anden bil blev tilset i en ambulance. Ingen personer var umiddelbart kommet alvorligt til skade.
Østjyllands Politi er bekendt med identiteten på den formodede flugtbilist, og politiet har været i telefonisk kontakt med den pågældende mand, der kan se frem til en anholdelse og flere sigtelser i forbindelse med sagen.
Der er tale om en 23-årig mand fra Brabrand, der pt. er søgt af politiet.
Det anvendte og efterladte køretøj er blevet beslaglagt af politiet med henblik på senere konfiskation jf. bestemmelserne om vanvidskørsel. Ejeren af bilen – en 21-årig mand – er blevet gjort bekendt med beslaglæggelsen og er samtidig blevet sigtet for at have undladt at oplyse politiet om, hvem der førte bilen på trods af anmodning herom.
Pt. ikke yderligere kommentarer til sagen af hensyn til den fortsatte efterforskning.
