Torsdag var flere ældre borgere udsat for såkaldte kontaktbedragerier, hvor en indladende og veltalende mand ringer og foregiver at være fra “banken”. “Bankmanden” kommer med forklaring om, at der kan være sket nogle overførsler til udlandet, eller der er nogen, der uretmæssigt har forsøgt at hæve på borgernes konti, og at det derfor er bydende nødvendigt, at de skal aflevere dankort og pinkode til et “bankbud” eller en “kurer”, der lige er i nærheden. Torsdag gik det ud over en 90-årig mand fra Fuglebjerg, hvor der blev hævet kontanter, inden kortet nåede at blive spærret. En 88-årig kvinde fra Fuglebjerg blev også besnakket til at udlevere betalingskortet og kode, og kort efter var der hævet kontanter i Næstved.
Også en 71-årig kvinde fra Karrebæk blev kontaktet, og her slap de kriminelle afsted med et betalingskort, hvor der blev hævet kontanter, og en 80-årig mand fra Enø udleverede også sit kort til de kriminelle. En 88-årig kvinde fra Fuglebjerg lod sig ikke overtale og afbrød telefonsamtalen med bedrageren. Politiet efterforsker anmeldelserne som bedrageri.
Politiet opfordrer til at være skeptisk, når ukendte personer kontakter dig og udgiver sig for at være fra banken eller fra en form for myndighed. Det er ofte ældre mennesker, der bliver fuppet eller udsat for bedrageri. Et godt råd er, at man afbryder samtalen og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Hvis du har ældre familiemedlemmer eller venner, så tal med dem om ikke at udlevere personlige oplysninger, koder eller betalingskort.
Det er også en mulighed at få udeladt telefonnummer, så svindlerne ikke kan finde dit telefonnummer. Kontakt dit teleselskab for at få udeladt nummer.
Husk, at hverken banker eller offentlige myndigheder uopfordret vil bede dig om at overføre penge eller spørger efter dine personlige oplysninger som cpr-nummer, MitID eller pinkoder over mail, sms eller opkald – og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort eller spørger uopfordret til, hvornår du er hjemme.
Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til hovedtelefonnummeret eller til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4. Se mere på Sikker Digitals hjemmeside.

