En 26-årig mand måtte onsdag aften vinke farvel til sin motorcykel, da han kort forinden havde kørt vanvidskørsel på Ørneredevej i Højbjerg.
En patrulje fra Østjyllands Politi fik øje på den mandlige motorcyklist allerede på Strandvejen, hvor han omkring kl. 21.30 kom kørende i høj fart og derfor blev forsøgt bragt til standsning.
Motorcyklisten fortsatte i sydgående retning med politiet nogle hundrede meter efter sig, hvorefter patruljen mistede ham af syne. Omkring Ørnereden fik patruljen dog øje på en parkeret motorcykel, der var identisk med den, som betjentene kort forinden havde forsøgt at følge efter.
Føreren, som stod ved siden af, blev identificeret sig som en 26-årig mand, og han blev i samme forbindelse fundet i besiddelse af et kamera på sin hjelm, som havde filmet hans kørsel.
Da den 26-årige fremviste videomaterialet, kunne betjentene se, at motorcyklens eget speedometer havde stået på mindst 118 km/t.
Da den tilladte hastighed på stedet var bare 40 km/t, blev motorcyklisten gjort bekendt med, at hans kørsel var at betegne som såkaldt vanvidskørsel, da han havde kørt med en hastighed på mere end 100 procent af den tilladte.
Kl. 22.10 blev den 26-årige mand derfor sigtet for at have overtrådt færdselsloven ved at have kørt vanvidskørsel, og hans motorcykel blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
Han blev efterfølgende kørt hjem af patruljen til sin bopæl i det vestlige Aarhus og gjort bekendt med, at hans førerret nu også var blevet midlertidigt inddraget.
Sagen efterforskes nu nærmere.
