Betjente fra Østjyllands Politis lokalpoliti i Aarhus Vest var onsdag formiddag til stede på Gudrunsvej i Brabrand grundet en igangværende indsats mod organiseret hashhandel i området.
I forbindelse med politiets ankomst til stedet blev nogle formodede narkosælgere på gaden advaret om politiets tilstedeværelse med råb fra en person, der befandt sig i en lejlighed, hvorfor betjentene besluttede sig for at undersøge forholdene i den pågældende lejlighed nærmere.
Fra lejligheden blev politiet mødt af en kraftig lugt af hash, og under en efterfølgende ransagning blev der udfundet nogle hundrede joints og mere end et kilo hash.
Hash og joints blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, og det samme gjorde en kniv, som lå gemt under en hovedpude.
En 19-årig mand og en 28-årig mand blev begge sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, mens den 28-årige også blev sigtet for at have overtrådt knivloven.
