Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vores elefant Lara er blevet aflivet efter længere tids sygdom. Sådan skriver Safariparken på deres Facebook.
Lara kom til Knuthenborg i 2020 efter næsten et helt liv i cirkus. Her fik hun næsten seks år med mere plads, græs under fødderne og livet sammen med de øvrige elefanter på Elefantsletten og i Elefantstalden.
De seneste måneder har Lara været alvorligt syg, og trods intensiv behandling blev hendes tilstand forværret. Derfor blev beslutningen truffet med hendes velfærd som første prioritet. Obduktionen af Lara viste, at hendes mave var delvis drejet, hvilket havde forhindret normal fordøjelse. Som følge blev hendes immunforsvar voldsomt forringet og hun fik en lang række infektioner i skind og organer.
Lara har betydet meget for både vores medarbejdere og de mange gæster, der har mødt hende gennem årene. Særligt vores dyrepassere, som har arbejdet tæt sammen med hende hver dag, er dybt berørte.
Vi er taknemmelige for, at Lara nåede at få gode år hos os.
Tak til alle, der har haft Lara i deres tanker. Lyder det fra Knuthenborg Safaripark

Foto: Knuthenborg Safaripark.
