Der er udsendt DMI Varsel for snestorm og kraftigt snefald, gældende fra torsdag middag og frem til fredag aften.
Det sner mange steder i den sydlige og den centrale del af landet. I den forbindelse er der udsendt DMI Varsel om kraftigt snefald for Sjælland, Lolland/Falster, Fyn og dele af Østjylland, mens der for det nordlige Jylland er udsendt DMI Varsel om snestorm. Varselskriteriet for kraftigt snefald er mere end 15 cm sne pr. 6 timer. Varselskriteriet for snestorm er mere end 10 cm sne pr. 6 timer, vindhastighed på mere end 10 m/s samt snefygning.
Snevejret fortsætter i store træk frem til fredag aften. Over de varslede områder ventes der generelt 10 til 20 cm sne og lokalt mulighed for op til 30 cm. Der er samtidig jævn til hård vind, som vil forårsage en del snefygning, især i Nordjylland.
Fredag morgen og formiddag stiger temperaturen over den sydøstlige del af landet, og her vil noget af nedbøren gå over i slud eller regn. Der er desuden en lille risiko for isslag. Fredag aften forventes det meste af snevejret at være overstået i hele landet og der forventes kun let snefald natten til lørdag.
