| En spørgeskemaundersøgelse viser, at mellem 70 og 90 procent af borgere på ældre- og socialområdet oplever, at deres erfaringer og styrker bliver inddraget i hverdagen. |
| I en årrække har Sønderborg Kommunes Værdighedspolitik og Socialpolitik sat retningen for udviklingen på ældre- og socialområdet. Med de seneste reformer skal velfærd se anderledes ud for at være bæredygtig, og derfor er der arbejdet målrettet med seks særlige indsatser for at understøtte udviklingen. En indsats, som nu anerkendes gennem en undersøgelse blandt fire forskellige borgergrupper: plejecenterbeboere, modtagere af hjælp af hjemme- og sygeplejen, hjælpemiddelbrugere og borgere, som enten bor på botilbud eller får hjælp på socialområdet. Her svarer mellem 70 og 90 procent af de adspurgte, at de mærker kommunens målrettede indsats i hverdagen. Undersøgelsens resultater er et udtryk for, at borgerne oplever, at den hjælp de modtager passer til det, der er vigtigt for dem. Endvidere oplever borgerne, at de har indflydelse på hjælpen, og at der bliver lyttet til deres behov. Formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Stefan Lydal, er glad for undersøgelsens resultater: – Jeg er stolt af resultaterne i undersøgelsen og af det arbejde, der blandt andet udføres på plejecentre, i hjemmeplejen og på botilbud i Sønderborg Kommune. Borgernes tilbagemeldinger viser tydeligt, at vi er på rette vej. Vores målrettede arbejde mærkes i praksis, og det er en vigtig anerkendelse af medarbejdernes arbejde, og af den retning, vi har sat i Social-, Senior- og Handicapudvalget. Samtidig viser rapporten, at vi skal fastholde nysgerrigheden og fortsat stille spørgsmål til vores praksis. Det er sådan, vi udvikler fremtidens velfærd. Borgerne oplever især, at medarbejderne lytter, samarbejder og er kompetente. Undersøgelsen viser også, at der fortsat skal arbejdes for at inddrage pårørende og styrke samarbejdet med civilsamfundet. Internt arbejder Sønderborg Kommune med såkaldte ”spor” – seks særlige indsatsområder, som blandt andet handler om borgeroplevet kvalitet, tro på borgerens udvikling og mere samskabelse med borgerne. Undersøgelsens resultater, som viser, at sporenes effekt lever i hverdagen, skal nu bruges aktivt til at videreudvikle ældre- og socialområdet i Sønderborg Kommune sammen med borgerne. Næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, Preben Storm, glæder sig over, at de politiske målsætninger bliver realiseret: – Det er meget positivt at se, at vores borgere oplever en reel forskel i hverdagen. Det fortæller os, at de politiske retninger vi sætter, også omsættes til konkrete handlinger og ikke bare bliver til formuleringer i en plan. Samtidig er det vigtigt, at vi fortsætter den tætte dialog med borgerne og bruger deres feedback til at udvikle området endnu mere. Velfærd skabes bedst i fællesskab, og her gør vores medarbejdere et kæmpe stykke arbejde. Undersøgelsen blev sendt ud til 2.865 borgere, hvoraf 634 har svaret (svarprocent: 22,13 %). |
