Torsdag kl. 07.39 kom der en melding om brand i en kiosk/grønthandler på Skelagervej tæt på Skejbycentret. Både politi og brandvæsnet rykkede ud til stedet, og brandfolkene fik hurtigt slukket ilden.
Der var ingen personer i butikken, og ingen kom noget til i forbindelse med branden, som dog forårsagede større materielle skader.
Da der var nogle mistænkelige forhold ved branden, spærrede Østjyllands Politi brandstedet af, foretog tekniske undersøgelser og gennemgik videoovervågning.
Resultatet af undersøgelserne gør, at Østjyllands Politi nu efterforsker branden som påsat.
Det er politiets vurdering, at branden er blevet påsat omkring kl. 01.00 natten til torsdag, og Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set nogle mistænkelige personer omkring kiosken i tidsrummet kl. 00.30 til kl. 01.30.
Af hensyn til efterforskningen ønsker politiet på nuværende tidspunkt ikke at oplyse detaljer om sagen.
