Natten til mandag anholdt en patrulje fra Østjyllands Politi en indbrudstyv efter godt samarbejde med en opmærksom borger.
Klokken 05.19 ringede en kvinde til politiet, da hun netop havde set en mand kravle ud af et knust vindue i en frisørsalon på Frederiks Allé i Aarhus C.
Hun havde nået at tage et billede af ham bagfra, mens han gik fra stedet, og hun kunne give et godt signalement til politiet.
En patrulje var hurtigt på stedet og kunne konstatere, at nogen havde brudt ind i frisørsalonen og stjålet et kasseapparat, som der dog kun havde været ganske få kontanter i.
Ud for salonen var der flere blodpletter på vejen, og betjentene kunne nu følge blodsporet et godt stykke.
På Jægergårdsgade traf betjentene en 44-årig mand, der lignede den person, som anmelderen havde taget et billede af. Han blødte fra den ene finger, og i lommen havde han et pengebeløb svarende til det, der havde ligget i kasseapparatet.
Han blev derfor anholdt og sigtet for indbruddet.
