Østjyllands Politi modtog tidligt torsdag morgen kl. 05.00 en anmeldelse om, at en 43-årig mand var kommet slemt til skade med sin finger, og at uheldet angiveligt var sket i forbindelse med et arbejde på en campingvogn på en adresse i Brabrand.
En patrulje blev efterfølgende sendt til skadestuen i det nordlige Aarhus, hvor den 43-årige mand samtidig var på vej hen, da flere ting i anmeldelsen virkede mistænkelige og krævede yderligere undersøgelser fra politiet.
Ved skadestuen traf politiet desuden en 19-årig mand og en 46-årig kvinde, som havde fulgtes med den 43-årige mand. De to personer sad i en bil, hvorpå der var fastspændt en trailer, og da flere omstændigheder fortsat virkede mistænkelige, valgte betjentene at foretage en ransagning af køretøjet.
I traileren fandt politiet en pose fyldt med afklippede kobberkabler, og de tre personer blev derfor alle sigtet for at have begået tyveri fra en pt. ukendt adresse. Politiet fandt desuden en mindre mængde narko, som blev beslaglagt.
Sagen er fortsat under efterforskning med henblik på at få udfundet ejeren af kobberkablerne. Den 43-årige var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade, men modtog behandling på hospitalet.
