Østjyllands Politi modtog torsdag aften kl. 22.18 en anmeldelse om, at en 36-årig mand havde indfundet sig på en adresse i Brabrand med en kniv, hvor han var uønsket. Ifølge anmeldelsen havde han udsat personerne på stedet for trusler og røveri, inden han havde forladt stedet med en bilnøgle.
Flere patruljer blev sendt til stedet, og kort efter traf politiet den formodede gerningsmand på Gudrunsvej i krydset med Edwin Rahrs Vej.
Den 36-årige mand blev identificeret og sigtet for trusler og røveri. Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af både tramadoler og bomberør. Både de receptpligtige piller og bomberørene blev beslaglagt med henblik på konfiskation og senere destruktion, og den 36-årige blev sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer og fyrværkeriloven.
Den 36-årige mand blev anholdt og efter endt visitation taget med på stationen til nærmere afhøring.
De involverede personer i sagen har ifølge anmeldelsen et forudgående kendskab til hinanden. Sagen er fortsat under efterforskning, hvorfor Østjyllands Politi for nuværende ikke har yderligere kommentarer.
