En 82-årig vestjyde er dømt for skyldnersvig ved at gemme ni millioner kroner for skattevæsnet på konti i udenlandske banker.
Retten i Herning har idømt en 82-årig mand fra Vestjylland et år og seks måneders betinget fængsel for skyldnersvig af særligt grov beskaffenhed. Retten har i fastsættelsen af straffen taget hensyn til den dømtes høje alder. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Den dømte havde i september 2015 undladt at oplyse om ca. 9.000.000 kroner, som han havde stående på en konto i en bank i Singapore. Han skulle have oplyst om pengene ved en udlægsforretning, som skete på foranledning af Gældsstyrelsen, som havde et millionkrav mod manden efter en dom for skattesvig i 2013.
I 2023 gjorde manden sig igen skyldig i skyldnersvig, da han i forbindelse med en konkurssag undlod at oplyse om et indestående på godt en million kroner på en bankkonto i østaten Vanuatu i Stillehavet.
Retten har ud over fængselsdommen konfiskeret 9.000.000 kroner, herunder godt en million kroner, som Sporingssektionen i NSK har lokaliseret og beslaglagt i National Bank of Vanuatu.
Senioranklager hos NSK Rikke Reenberg siger:
”Dommen hviler på et grundigt og længerevarende arbejde i sporingssektionen i NSK, der har opsporet og fulgt den dømtes midler rundt i verden. Den dømte skjulte store beløb på konti i udenlandske banker, samtidig med at han havde en milliongæld til skattevæsnet i Danmark. Kriminalitet skal ikke kunne betale sig, og derfor arbejder sporingssektionen hårdt på at sikre, at udbytte fra kriminalitet kommer tilbage til samfundet.”
